Hvad er det, der er galt med “I form før jul” facebook eventet?

For et par dage siden modtog jeg via en ven en invitation til et facebook event, der havde form af en julekalender, hvor personen der havde slået det op ville sende forskellige øvelser ud som en slags træningsjulekalender. Af grunde, som jeg beskriver i større detalje længere nede, synes jeg den slags er ganske utroligt irriterende og ukonstruktivt og derfor skrev jeg et indigneret opslag på facebook eventet og lige pludselig var helvede løs…. Morgenen efter havde jeg ikke mindre end 1000 notifikationer fra facebook på min telefon… Jeg har siden brugt temmeligt meget tid på at svare på kommentarer i tråden og for at undgå at gentage mig selv endnu mere, vil jeg her skrive et udtømmende indlæg om hvad mit småsure rant handler om.

Intro

Det startede som en helt almindelig dag med et irritationsberedskab på DEFCON 5.

Så fik jeg den her invitation til “i form før jul”… Da jeg så opslaget fandt jeg det først og fremmest irriterende fordi det er slået op som et “quick fix”. Det er jo meget direkte italesat i eventet at man skal i form før jul, lige som man skal være “bikiniklar før sommer”, “bootylicious før bryllup”. DEFCON 4 udløst.

Så kiggede jeg lidt rundt og så at vedkommende, der har slået eventet op, var en ung dame fra Århus ved navn Lærke Moesgaard. Lærke driver forretning som kostvejleder under navnet “ryd op i din krop” med tilhørende facebook side (med.. gisp.. 26000 likes i skrivende stund) og blog. Det fremgår med stor tydelighed fra både hendes facebook side og blog at hun synes at udrensningskure aka “detox”, samt juicekure bare er sagen. Her tog min irritation lige en nøk til op ad. For udrensning er beviseligt unødvendigt og ugunstigt på alle kendt målbare parametre. Det har strengt taget ikke noget at gøre med selve indholdet, men jeg er simpelthen så træt af af folk skal forsøge at blande alternativt hippielort ind i sundhedsdebatten og de skal bare ties ihjel hurtigst muligt. DEFCON 2. lamper og lygter

Da jeg klikkede mig tilbage til eventet så jeg at 30000 allerede var tilmeldt og der stort set var 300 mere for hvert minut. Dér tog min irritation det afgørende nøk opad og bankede mig ud i DEFCON 1, hvor risikoen for indignerede udbrud er på 100%.

Det gav anledning til nedenstående rant:

Opslag fra "I form før jul" facebook eventet

Opslaget fra “I form før jul” facebook eventet

Først et par ord om “Ryd op i din krop”

Egentlig har afsenderen jo ikke noget med budskabet at gøre og i retrospekt ville jeg måske ønske at jeg ikke havde blandet det sammen, men sådan er det. Det ændrer dog ikke på at jeg kan blive så stødt over at en alternativ tosse har så stort reach, når der findes super gode og dygtige formidlere, som i så høj grad bliver forbigået. Jeg kan komme i tanke om de første 5-10 folk, der med stor sandsynlighed ville være bedre til at hjælpe folk med blivende adfærdsændringer end hende, som har svært ved at få fat i folk. Sandheden er den, det er lettere at tjene penge på at fortælle folk dét som de gerne vil høre, end det som de har brug for at få at vide. Jeg ved at for mig personligt ville jeg kunne tjene mange penge på forfatterskaber og foredrag, hvis jeg gav køb på mine principper og gik lidt mere alternativt og begyndte at pitche skarpt vinklede og gerne lidt kontroversielle budskaber (*host* “hvem sagde Charles Poliquin?”). Men ens stolthed kan man som bekendt kun sælge en gang.

Hvad er det, der er galt med en træningsjulekalender – er det ikke bare en hyggelig julebegivenhed?

For god ordens skyld, så er eventet i sig selv sikkert en hyggelig nok lille julekalender, men dér hvor filmen knækker, er når det bliver italesat som om det er noget, der ændrer på folks sundhed eller “form” i det lange løb. Og det er som bekendt kun det lange løb, der tæller. Og i praksis er der mange ting der tyder på at de mange kortsigtede tiltag gør mere for at fremme dårlig samvittighed og fremmedgørelse overfor sin egen krop.

Prøv f.eks. lige at tænk over hvor mange folk, der oprigtigt synes det er så fedt at ligge på køkkengulvet at lave øvelser, som de har set en anden person lave på internettet, at de gør det af sig selv… Jeg lader den stå et øjeblik, mens du tænker.

Jeg tror godt at vi kan blive enige om at det ikke er særligt mange. Hvorfor mon det er sådan? Det er det fordi det er røvsygt at ligge at lave ene gymnastik på gulvet. Det er selvfølgelig en meget subjektiv betragtning, men der er faktisk forsket i hvilke faktorer, der er med til at sikre fastholdelse af livsstilsændring og jeg kan garantere dig/jer for at dét at lave træning 1) alene, 2) derhjemme og 3) som man ikke synes er særlig sjov, ikke er faktorer der påvirker fastholdelsen gunstigt.

Bevares, der findes folk der hjemmetræner, men så er det ret sjældent bare øvelser man vælger på må og få. Så er det træning, der er en del af et bestemt system, f.eks. en yoga sekvens eller kettlebell træning. Så folkene i tråden, der taler om at det kan være at nogen bliver ved med at træne efter jul, taler både imod en evidensbyrde og en stor empiri. Der er lige så stor sandsynlighed for, at man bliver ved med at træne efter den her julekalender, som at man begynder at spille håndbold, hvis man har sjippet nede i håndboldhallen. Det er ikke en individuel betragtning, men en kollektiv betragtning.

Og så bør man nok overveje hvorfor folk vil gøre det til en del af en julekalender, hvis det er for sygt til at de ville gøre det af sig selv. En oplagt del af forklaringen er nok, at det er et forsøg på at være en del af dét sundhedsstatusræs, som mange føler de skal være en del af og derfor indlader sig på noget motion, som de virkeligheden slet ikke nyder, men overvejende kun gør fordi de føler en forpligtelse til at vise at de er med i ræset. Også det er et forhold som er forbundet med lav sandsynlighed for fastholdelse.

Endelig er der dét med navnet. Når man italesætter det, som man har gjort her, nemlig at det er “i form før jul”, så minimerer man sandsynligheden for fastholdelse endnu mere (som om den ikke var lille nok til at starte med). Der er fra start af sat nogle rammebetingelser op som framer det på samme måde som “bikini klar til sommer”, “bootylicious før brylluppet” og hvad man ellers kan finde på af Anne Bech’ismer. Jeg er jo selv forfatter og foredragsholder og har i høj grad mærket på egen krop (og indtægt) at der er et enormt tryk på at ting skal vinkles så det virker så let, lækkert, uforpligtende og overskueligt som muligt. Og i denne vinkling, der går substansen tabt.

Eventet har været en stor succes med over 70000 tilmeldte og omtale i MetroExpress og rosende ord fra Professor Henning Langberg, hvilket jeg finder en smule skuffende. Vi VED fra tidligere erfaringer, at det ikke hjælper at bare give folk øvelser og fortælle dem hvad de skal gøre. Motion på recept fejlede, Chris McDonalds “by på skrump” fejlede. Det hjælper bare ikke at fortælle folk at de skal træne ditten eller datten. Vi HAR prøvet det. Er det ikke nok på tide at vi kan gøre noget andet?

Omtale af facebook eventet i metroexpress

Omtale af facebook eventet i metroexpress

Er du ikke bare ud på at få noget gratis opmærksomhed

(underforstået ved at skrive så vred end kommentar). Nej, det kan jeg forsikre jer for at jeg ikke er. Min indignation er i høj grad ægte.

Er du ikke bare misundelig på at det ikke er dig der har fundet på det

NEJ, det kan jeg forsikre jer for at jeg ikke er. Jeg mener at tiltag som dette er med at fastholde den måde som mange tænker på fysisk aktivitet på. Som en uendelig sekvens af kortsigtede quick fixes og lappeløsninger. Isoleret set er det vel bedre hvis der er flere der rører sig, men det er meget, meget bedre hvis der er flere der er fysisk aktive fordi de rent faktisk kan lide at bruge deres krop. Tiltag som det aktuelle facebook event, stjæler opmærksomhed fra det væsentlige, nemlig hvordan får man egentlig folk til at kunne lide at bevæge sig, ved at fastholde en diskurs, hvor man skal træne for at være med på beatet, hvilket tvinger dem til ting de egentlig ikke bryder sig om.

Hvad foreslår du så som alternativ, Hovskisnovski?

Jeg foreslår at man rent faktisk tænker dybt over hvordan man gerne vil bruge sin krop.

Selve det at føle at man har indflydelse på og kontrol over sit eget liv er faktisk meget, meget vigtigt for dét at være lykkelig, som igen har stor indflydelse på dét at føle sig sund. Hvis man har tænkt sig ind i en tankerække i retningen af at “jeg da også burde gøre ditten eller datten”, så er det et meget stærkt tegn på at man er på vej ud af en vej, som man ikke selv har valgt og som man ikke selv har indflydelse på og den vej er helt overordnet sandsynligvis forbundet med en ret dårlig grad af tilfredshed med sin krop og sit liv.

Jeg tror dybt og inderligt på at alle mennesker kan finde en kropslig udfoldelse, som gør dem glade. Mange mennesker er kommet meget langt væk fra deres krop fordi de er gået ud af de veje, som bliver sociokulturelt dikteret. Min erfaring som coach, træner eller hvad fanden man nu kalder det, siger mig at hvis man skal finde denne vej så skal det helst være forbundet med en egentlig læring af noget nyt og det skal helst foregå i en social sammenhæng. Hvis det er alene, skal det helst være under omstændigheder der tillader introspektion eller meditation (en gåtur i skoven kvalificerer).

Og man skal iøvrigt huske på at der generelt set er større sundhedsimpact af at få de ting man har brug for, end at undgå de ting, der er skadelige, samt at der i forbindelse med fysisk aktivitet IKKE SKAL SÆRLIGT MEGET TIL. Det er ikke nødvendigt at gå i motionscenter eller løbe marathon! Sundhedseffekterne begynder at dalre af allerede ved en halv times fysisk aktivitet ved moderat aktivitet (svarende til en rask gåtur). Dét kan man altså opnå både ved folkedans, bordtennis, sportsssex, tumling med ungerne eller en svømmetur.

Men, når man prøver på at lave formidling omkring det lidt mere langsigtede perspektiv. Altså om hvordan man kan lave mere blivende adfærdsændringer, så står folk af. Lige så snart det ikke er indpakning, krymmel og kortsigtede vuptiløsninger, så er de væk som dug for solen. Hvis nu vi alle sammen gjorde en indsats for ændre hvordan vi taler om træning og bruger lidt mindre tid på alt det kortsigtede bras derude, så kan det være at folk kan få nok luft i deres liv til at de kan begynde at tænke over de lidt mere langsigtede ting.

Nå, det var vist dét. God jul

6 tanker om "Hvad er det, der er galt med “I form før jul” facebook eventet?"

  1. Jeg føler mig ikke stødt af dine synspunkter – dem må du, ligesom alle andre, gerne have. Til gengæld synes jeg, at din måde at tiltale andre mennesker (som du ikke kender) i høj grad er anstødelig! Hvis du skal skrive ønskeseddel til jul, kunne du ønske dig et “tal ordentligt”-kursus!

  2. Jeg er helt enig i din pointe men synes, at din måde at omtale andre på, er under al kritik. Det må nok kunne lade sig gøre at fremføre sit synspunkt fra egen banehalvdel.

  3. Hej Anders

    Du har ret i rigtig meget her, dog vil jeg lige anføre at jeg faktisk også har “tilmeldt” mig denne her julekalender – ikke for at komme i form før jul, for jeg træner hele året, men for at se om hun evt. kan give inspirationtil nye varianter af øvelser.

    Jeg ved godt jeg kan finde en masse på nettet, men her får jeg det sendt direkte, så det er jo super nemt.

    Tænker det måske kunne være en enkelt eller 2 med samme intentioner som mig – så vi måske ikke alle er godtroende tosser

  4. Pingback: December Julehilsen: Julekalender Fitness – I Form Før Jul eller Ej? | marina aagaard blog

  5. Til Lone R. og Christina. Hvis i ser dette blogindlæg som anstødeligt tør jeg ikke tænke på hvordan i kommer igennem livet som så svage individer i er. Dette kaldes kritik af hjernedød pseudovidenskabelig pis fra en person der kalder sig kostvejleder.

Skriv et svar