Blabla, surftown og mere blaaa

Det har været stille her i laang tid og det vil jeg gerne undskylde. Jeg har haft vanvittigt travlt med den afsluttende fase af min PhD, personlige forhold, flytning og whatnot. Samtidig er der kommet flere wordpress opdateringer siden min installation og da Surftown har sat deres cache på serveren for lavt, kan man ikke bruge autoopdatering (tak for lort, Surftown), hvilket så igen betyder at jeg skal gøre det manuelt, hvilket tilsyneladende kræver at jeg skal sætte mig ind i php-databaser, rette nogle scripts og nogle ting, der kræver at jeg sætter mig ind hvad jeg laver, hvilket jeg ikke har haft tid til. Følgelig har jeg blandt andet ikke adgang til mine plugins længere og der er et par andre features, der også svigter lidt. Jeg opvervejer at flytte bloggen til en host, der tager sig af alt det der tech noget, så det ihvertfald ikke er en hindring… The bottom line er at der nok snart sker noget igen..

Det foresvæver mig at jeg ofte kommer til at brokke mig her i bloggen og jeg havde egentlig lovet mig selv at jeg ville til at brokke mig lidt mindre, men nu er der altså en ting der har gnavet i et stykke tid, som jeg bare MÅ af med. Og det er ideen om at der findes sarcoplasmisk og myofibrillær hypertrofi, som bliver påvirket af forskellige typer træning. Som du måske allerede nu fornemme, mener jeg at det er forkert – rettelse, det ER forkert. Alternativt sidder du stadig og tygger på ordene og har aldrig hørt om noget af det. Fortvivl ikke – forklaring følger.

Muskelfibres arkitektur

muskelfibre er modsat kroppens andre celler, i virkeligheden sammensmeltet af mange andre celler. Under fosterdannelsen, designeres nogle populationer af cellerne til at blive muskler. Disse celler modnes til et stadie, hvor de begynder at smelte sammen. Det er en af forklaringerne på hvordan muskelfibre kan blive så store (op til flere cm). Det er simpelthen een stor celler, med mange cellekerner. Disse cellekerner agerer kontrolstationer og er nødvendige for muskelfiberens funktion.

Alle kroppens celler har et skelet, celleskelet eller cytoskelet, totalt i parallel med vores. Cellernes skelet giver dem en grad af stivhed, som beskytter dem mod mekanisk skade og det er ofte også involveret i cellernes forankring til nabocellerne eller det protein de eventuelt er indlejret i. Men ikke nok med det, mange celletyper har også “muskler” koblet på deres skelet, igen totalt i parallel til vores muskler, som tillader dem at kravle lidt rundt. I muskelceller er dette skelet voldsomt ekspanderet, idet cellerne for det første er store i forhold til andre celler og desuden er helt fyldt op med strenge af proteiner (de førnævte “motorer”), som kan få dem til at trække sig sammen. I muskelceller udgør cytoskelettet dermed rigtigt meget af alt cellens protein (et guesstimat er på 90-95%, hvor det normalt nok er omkring 10-20%).

I muskelfibre udgøres en stor del af cytoskelettet af disse proteinstrenge som kan få dem til at trække sig sammen og de benævnes derfor kontraktile proteiner eller bare myofibrillære. Men cellerne har mange forskellige organer og “væv”, igen totalt som væres kroppe. F.eks. er der membranen (cellernes hud), mitokondrier (dem, der laver energi ud af maden vi spiser), ribosomer (dem, der bygger nye proteiner), sarcolemma (et lag af proteiner i og udenpå membranen) og sarcoplasmaet, som er resten af det der flyder rundt inde i muskelfibrene.

Myten

Det er jo ingen hemmelighed at hvis man træner med vægte og spiser meget mad, får man større muskler og det er fordi at muskelfibrene bliver større (men ikke flere). Myten går så ud på at, hvis man laver styrketræning med mange gentagelser og høj udmattelsesgrad, bliver muskelfibrene større fordi der bliver mere sarcoplasma og flere sarcoplasmiske proteiner, mens hvis man træner meget tungt og med få gentagelser, bliver muskelfibrene større fordi der bliver flere af de myofibrillære proteiner, altså dem der får selve musklerne til at trække sig sammen.

Man vil finde denne forklaring p,å hvorfor mange folk der styrketræner med lav vægt og høj udmattelsesgrad, tilsyneladende kan få store muskler, uden at blive tilsvarende stærke i flere populærfaglige og almindeligt populære bøger om styrketræning, blandt andet Pavel Tsatsouline’s Power to the people og Mel Siff’s Supertraining. Jeg synes at begge bøger er rigtigt gode styrketræningsbøger, men forfatterne er ikke uddannede fysiologer eller biologer og har ihvertfald aldrig kigget på en muskel i et mikroskop og på dette punkt er de begge kommet på dybt vand.

Som jeg allerede har været lidt inde på er myten givetvis opstået fordi man gerne vil forklare hvorfor at typisk bodybuildertræning, altså styrketræning med lav vægt, ofte høj volumen og meget høj udmattelsesgrad, tilsyneladende kan give store muskler, uden at give samme grad af styrke som man ville se i en person der havde trænet mere styrkeorienteret (høj vægt, lav volumen og udmattelsesgrad). At forklaringen så har taget lige præcis dén form, tror jeg stammer fra en misforståelse af noget af den videnskabelige litteratur. I forskningssammenhæng bruger man ofte indbygning af stabile isotoper til at måle proteinsyntese, f.eks. i muskler. I den type forsøg har der været tradition for at man fraktionerede vævet, i flere af de fraktioner beskrevet ovenover og så målte proteinsyntesen i hver af disse fraktioner. Mit gæt er at der engang for lang tid siden var en kvivk fyr der sad og så på denne type målinger, fandt et resultat der passede i hans kram, opfandt denne myte og sidenhed er der en masse der har viderebragt myten uden at finde ud af om der er hold i den.

Nu spørger du måske hvorfor dette ikke passe og det kommer jeg til. For det første er der ikke dokumentation for denne forklaring. Det er dog slet, slet ikke det samme som at den ikke passe. Jeg har kigget temmeligt meget på muskler i mikroskop og endda også i elektronmikroskop og med den erfaring i rygsækken har jeg nogle kommentarer: For det første udgøres næsten hele musklen, set i tværsnit af myofibriller og derfor batter eventuelle ændringer i mængden af protein i de andre fraktioner bare ikke særligt meget, hvis myten overhovedet passede. For det andet har jeg ikke observeret at afstanden mellem myofibriller inde i muskelfibrene varierer og jeg kender ikke engang nogen der har gjort sig den observation.

Virkeligheden

Når man træner BB-agtigt, altså lav vægt, høj udmattelse, er det indlysende at der helt ned på celleplan sker nogle andre tilpasninger end når man træner mere styrkeorienteret, eller for den sags skyld reel udholdenhedssport. BB’ish træning vil give nogle tilpasninger, der gør muskelfiberen i stand til bedre at modstå træthed og selvom det ikke er noget der er forsket særligt meget i, er mit (forhåbentligt kvalificerede) gæt, at det primært er i form af ændrede mængder af forskellige ion-kanaler og -pumper som altså sidder i membranerne. Det er dog ikke nok til at membranerne rent fysisk ville komme til at fylde mere inde i musklen. Man kunne også spekulere i om en øget lagring af glycogen kunne medvirke, men selvom jeg er skeptisk i forhold til dette, så gælder der også for glycogenen i muskelfibrene at det ikke fylder nok til at batte i forhold til overordnet muskelstørrelse.

Omvendt vil en person der er trænet mere styrkeorienteret være stærkere ved den samme muskelstørrelse, men det skylde ikke flere myofibriller, men bedre teknik, og neuromuskulære tilpasninger der er optimeret med styrke for øje…

Ahh, det lettede

Vi ses