Puha, så er barslen ovre og hverdagen trykker på igen. Derfor har det været lidt knapt med tid til at skrive nogle nye indlæg, men nu skal jeg nok stramme mig an. I dag bliver det lidt mere teknisk/fagligt end normalt. Jeg har brygget på dette indlæg i en rum tid og diskuteret med mig selv og mine omgivelser hvilken form det skulle have (kommentarerer er iøvrigt mere end velkomne). Det næste indlæg tror jeg bliver endnu en historie om doping… Men vi må hellere komme igang…

Citatet i titlen bliver ofte brugt af den forsker jeg besøgte i USA, Prof. Frank Booth (yes, ligesom ham den onde i Black Velvet). Førhen forstod jeg det ikke, men efter at have boet et halvt år i USA er det blevet langt klarere for mig, hvad det egentlig betyder. Da vi flyttede til USA kom vi med vores datter, som dengang var to måneder gammel og dermed skulle fragtes i barnevogn, hvorfor vi havde taget vores med fra Danmark.

I starten modtog vi mange nysgerrige kommentarer fra amerikanerne. De syntes at det var et vældigt smart instrument (“that’s soo modern” og “It looks very european”). Jeg fandt det lidt underligt, for uden barnevogne, hvordan fanden slæber de så deres småbørn rundt? Svaret er, at det gør de ikke! Byerne er anlagt sådan at man meget sjældent skal fragte sig særligt langt til bens og når man skal, fragter man enten ungen i en autostol, eller en paraplyklapvogn.

Som Nørrebro’er (dog eksiljyde, man skal jo ikke glemme sine aner ;o) har jeg aldrig haft noget behov for en bil, for stort set alt kunne klares til bens eller på cykel, og da vi kom til staterne, var en af de “store” ting vi skulle tage stilling til, om vi skulle have bil eller forsøge fortsat at fragte os til cykel/bens. Beslutningen blev let. Der var små tre km til nærmeste dagligvareindkøbsmulighed og det er via nogle meget fodgænger/cyklist Uvenlige veje. Bil blev det…

Vi boede ret tæt på en en af de store parkeringspladser for studerende og den var smækfyldt med biler – store biler, overvejende. Der kører så busser indtil campus, som er lidt under en km væk, for de flestes vedkommende. De studerende cykler altså ikke, selvom langt hovedparten af dem bor indenfor 5 km af campus. Faktisk er cykling som transportmiddel, så relativt ubeskrevet et blad i Midtvesten at der afholdes kurser på universitetet i cykeltrafik, altså hvordan man skal gebærde sig som cyklist i trafikken. Det har iøvrigt også afstedkommet nogle sjove forskelle i trafikreglerne for cyklister i forhold til i Danmark, men det gemmer jeg til en anden gang.

60-70% af amerikanerne har et BMI på over 25 og kan dermed klassificeres som overvægtige. Omkring en tredjedel når over 30 og kan dermed klassificeres som fede. Er der en sammenhæng mellem det og det ovennævnte? Selvfølgelig er der det… Selfølgelig betyder det også noget at amerikanerne spiser tarveligere end vi gør, men der er mange bidrag til den overordnede folkesundhed

Byplanlægning og infrastruktur har en ret stor effekt på sundheden af de folk der bebor det aktuelle område og selv om prisen for denne type ændringer ofte ser stor ud, så fortæller flere studier at den gevinst der er, er større end udgifterne. Jens Troelsen fra SDU har begået en udemærket rapport om dette emne, som er til at gå til for almindelige mennesker (Troelsen 2007).

I Odense har man blandt andet med udgangspunkt i disse betragtninger lavet flere tiltag, som skulle gøre det mere attraktivt at bruge cyklen som transportmiddel. Hér formåede man med cykelby-projektet at øge antallet af cykelture med 20% selvom tallet på nationalt niveau faldt  i den samme periode. Dette skete samtidigt med et fald i cyklist-trafikulykker på 20% (Troelsen 2007 og Jensen 2005). Det hører med til historien at den øgede cykeltrafik udelukkende er opnået ved at gøre det lettere at være cyklist, og ikke ved at gøre andre trafkikformer mere upraktiske. I et lignende forsøg i Norge har man regnet ud at den samlede økonomiske gevinst ved at ændre infrastrukturen til i højere grad at favorisere cyklisme, er 4-5 gange så stor som udgifterne til anlæggelse af selve infrastrukturen (sælensminde 2002).

Der er ikke lavet lige så omfattende udregninger for Odense Cykelby projektet, men der er lavet estimater på cost/benefit forholdene og resultaterne peger stadig i samme retning, nemlig at udgifterne ved at indføre disse ændringer i infrastruktur, lader sig tjene ind igen, både i kraft af at befolkningen bliver sundere fordi de  bevæger sig mere, men også via mindre slid på vejnettet og forurening i byen (Jensen 2005). Selv over en rimeligt overskuelig tidshorisont er det altså god business at favorisere cykeltrafikken i bybilledet. Dét må sgu være noget snak som politikerne kan forstå?

Troelsen, J., Prioritering af strategier for passiv forebyggelse og sundhedsfremme for hele befolkningen, Dansk Selskab for medicinsk prioritering 2006/2007.

Sælensminde, K., Gang- og sykkelvegnett i norske byer. Nytte- og kostnadanalyser inkluderet helseeffekter og eksterne kostnader av motorisert vegtrafik. 2002, Transportøkonomisk Institutt, Norge: Oslo

Jensen, S.U., Folkesundhed, in Evaluering- Odense Danmarks Nationale cykelby, J Troelsen, S.U. Jensen og T. Andersen, Editors. 2005, Odense Kommune: Odense