Category Archives: Doping

Indlæg om doping i motionscenteridræt og elitesport

Doping i MMA

Posted on by
2

Jeg har egentlig rodet med et nyt indlæg om farligheden af at dyrke MMA på seriøst niveau, eller manglen på samme, men nu blev mine kreative kræfter afledt af to på hinanden følgende begivenheder, der handler om brugen af doping i professionel MMA.

  • D. 30 december kæmpede Alistair “demolition man” Overeem mod Brock Lesnar om at blive førsteudfordrer i UFC’s sværvægtsklasse. Overeem går under navnet Overoids, grundet en meget voldsom ændret fremtoning af den type, man normalt forbinder med steroidebrug. Derudover har Lesnar jo været i Showwrestling i en del år, hvor massivt brug af anabole steroider stort set er en forudsætning.
  • Men, endnu mere relevant, blev Cristiane “Cyborg” Santos i forgårs knaldet for brugen af stanozolol, givetvis i forbindelse med hendes kamp d. 17 november.

Artikel i Dansk Sportsmedicin: Doping i cykelsport anno 2011

Posted on by
Reply

Jeg har for nyligt haft en artikel i Dansk Sportsmedicin (hvor jeg også sidder i redaktionen ;o), i anledning af et cykeltema, vi har haft. Jeg har haft nogle forespørgsler på, om jeg ville smide den i bloggen også, så det bliver hermed gjort (efter aftale med redaktøren på DS).

Men først vil jeg lige smide et par ord om Dansk Sportsmedicin. Det er et blad, som bliver udgivet i samarbejde mellem Fagforum for Idrætsfysioterapi (FFI) og Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) og er et glimrende projekt. Det er primært et fagblad for idrætsfysioterapeuter og idrætsmedicinere, men der er også opslag om relevante arrangementer osv. Det omdeles i papirforma,t men gøres digitalt tilgængeligt ganske gratis 2 år efter udgivelse. Du kan finde det her.

Min artikel omhandler doping i cykelsport, så jeg håber du vil synes om den selvom det er efter afslutningen af cykelsæsonen. Værsgo’ og læs ;o)

Continue reading →

sandheden om Sandheden (om krudt)

Posted on by
15

Her efter jeg er kommet tilbage til Danmark (og har haft barsel), har jeg haft lidt mere tid end sædvanligt at bruge på nettet. Jeg er et par gange siden jeg er kommet hjem, blevet rodet ind i diskussioner om motionsdoping. Igenigen. Det ser aldrig ud til at ende.

Hvorfor jeg ikke bryder mig om krudt

For det første vil jeg gerne sige at jeg synes doping er noget lort og det er der flere grunde til: 1) Jeg synes vægttræning er fedt og historisk set har krudt gjort uhyre stor skade på vægttræningskulturen, både med hensyn til hvad folk tænker om vægttræning og -trænende, men også på den viden der findes om træning blandt de trænende; 2) Det generer mig voldsomt at laaaangt de fleste krudtere (motionsdopingbrugere) holder det hemmeligt at de er på krudt. De vil altså gerne have de store bøffer, men de samtidig gerne have at folk skal tro de har gjort det på den hårde måde.

I det røde hjørne: Anti Doping Danmark

Kulturministeriet har i de senere år gået mere aktivt ind i bekæmpelsen af doing i motionscentre. Det har blandt andet vist sig som indførelse af en smileyordning, hvor det gøres obligatorisk for kommercielt drevne motionscentr at de skal betale for dopingkontrol, såfremt de ønsker en glad smiley. Desuden laver de løbende informationskampagner omkring dopingmisbrug. Hvor disse kampagner for 3-4 år siden havde fokus på bivirkninger, er der nu større fokus på faktorer som afhængighed, samt hvordan motionscentrene kan skabe nogle ydre rammer som gør centrene mindre attraktive for krudtere. Grunden til at man gik væk fra at fokusere på bivirkninger, var at der faktisk ikke er særligt god dokumentation for misbrug af anabolske steroider giver alvorlige fysiske bivirkninger (ikke dermed sagt at de ikke er der). Det ny fokus på afhængighed mener jeg er et skridt i den rigtige retning, men det er desværre druknet i opmærksomheden på retningslinierne for indretning af motionscentre, navnlig tiltag som begrænsning i størrelsen på håndvægtene o.l. Denne sidste ide har foråraget stor vrede i motionsmiljøet, for disse tiltag hjælper skam med at holder krudtere væk, men de går også ud over de almindelige motionister. At skabe vrede hos dem, der burde være modtagere i den information man selv afsender er selvsagt uheldigt.

I det blå hjørne: Krudtuglerne

På den anden side af debatten står “dopingmiljøet”, hvis man da kan tale om et sådant. Det repræsenterer generelt brugerne og flere af de motionister der færdes i samme kultur. Når jeg diskuterer dopingproblematikken med krudtere, støder jeg på en række argumenter som ofte går igen, som har til formål at retfærdiggøre dopingmisbruget for det første overfor individet selv og for det andet overfor omgivelserne. De er oprenset meget godt i dette blogindlæg jeg stødte på for en måneds tid siden. Titlen på dette mit eget indlæg er selvfølgelig en reference til titlen i det det linkede blog indlæg.

Jagten på en muskuløs krop, driver ofte unge mænd ud i at bruge anabolske steroider. Ofte for at nå et mål som er tilgængelig uden. Her er der dog tale om en professionel bodybuilder, hvis glorificering givetvis har bidraget til "krudtkulturen" herhjemme.

Illusionen om kontrol

Der er en meget udtalt ide i krudtmiljøet om at det kun er de “dumme” der får bivirkninger. Der eksisterer altså en ide om at man ved at udøve en form for kontrol over brugen af anabolske steroider kan reducere risikoen for bivirkninger. Det kan man også – primært ved at tage mindre eller helst ingen steroider. Eksempler på det er at visse brugere forsøger at udregne hvad deres niveauer af dopingstoffer i blodet er (“for det er jo vigtigt at holde dem stabile”). Jeg har sågar set et regneark der skulle lave disse udregninger for forskellige steroider, baseret på deres halveringstid. Andre eksempler på denne illusion om kontrol er brugen af såkaldt post-cycle treatment, PCT, som involverer brug af antiøstrogener eller aromatasehæmmere under og efter kuren, samt HCG efter en kur, så man kan undgå de bivirkninger. Endelig er sammensætningen af kure blevet en besynderlig pseudovidenskab i disse kredse. Man blander forskellgie anabolske steroider for at kontrollere serumnivauer og for at undgå fald i såkaldt receptor affinitet, altså kroppens evne til at respondere på stofferne.

Faktum er at man kan ikke beregne serum koncentrationer udfra vejledende halveringstider – overhovedet. Anabolske steroider har en meget kompliceret farmakokinetik. Man kan ikke forhindre de væsentlige bivirkninger med PCT, kun de kosmetiske, og har man brugt krudt i længere tid, vil selv HCG ikke forhindre en grad f endocrint crash (tab af kroppens egen hormonproduktion pga. feedback mekanismer). Endelig er grunden til at man responderer dårligere på krudt efter lang tids brug mangfoldig og sandsynligvis er selve receptoraffiniteten kun en meget lille del af forklaringen. Alle disse ting er altså ting, der har ret svag fundering i saglige betragtninger, men som er vigtige dele af ideen om hvilken slags viden man skal have, for at kunne tage krudt på en smart måde, er.

“Hvorfor har DU ondt i røven?”

Når man blander sig i pro vs. con debatten omkring anabolske steroider med brugere, får man ofte stukket i skoene at man kan blande sig udenom, for det påvirker jo ikke andre om der er én tager steroider. De  har altså tilsyneladende en ide om at fysisk træning er et internaliseret projekt som forekommer totalt adskilt fra den ydre verden. Denne ide er forkert.

Træning er stort set altid et spørgsmål om social realisering. Fjernede man den sociale sammenhæng (=andre mennesker) er det nok tvivlsomt om det enkelte individ ville vælge at bruge anabolske steroider, måske endda at træne. Mange af de samme folk, som mener at de udelukkende træner og bruger krudt for deres egen skyld og mener de er ligeglade med hvad andre tænker, går jo alligevel så meget op i hvad andre folk tænker, at de meget sjældent vælger at fortælle at en stor del af deres fysik er bygget med ulovlig medicin…

Iøvrigt er det interessant at bemærke at lige så snart der er en anden, der viser rigtigt gode resultater, så er det ofte krudterne som først er ude med riven (krudtbeskyldninger). Tyv tror hver mand stjæler.

“Bare en enkelt kur”

Jeg har haft mange motionsdopingbrugere i min omgangskreds, ja endda blandt mine venner. Stort set dem alle startede ud med en meget stærk tro på at de kun liiiige skulle have en enkelt kur, for så var deres krop nærmest færdig/perfekt/whatever. Sjovt nok endte langt de fleste med at tage mere end 5 kure og måske 10-20% kom ud i et meget hidsigt forbrug af forskellige typer anabolika, hvor der blev meget langt mellem pauserne og meget kort mellem stikkene.

Anabolske steroider er vanedannende. Eller det er måske lidt unuanceret. De fleste testosteronlignende stoffer er centralt stimulerende i samme skala som koffein eller nikotin. Denne effekt bidrager givetvis til en lille fysisk afhængighed, hvilket er dokumenteret rimeligt stærkt i dyreforsøg. Men det reelle problem er at folk i motionsmiljøet bliver afhængige af at have den her store muskuløse krop, som næsten kun kan vedligeholdes med krudt. De hænger simpelthen deres selvværd op på deres kropsbillede og har det derfor super mens de er på krudt, fordi så føler de sig store og hårde og har det ad helvede til når de er off, fordi de føler sig små og bløde. I det perspektiv er det ikke svært at se hvorfor den næste kur bliver så let for så mange.

Det er min “ret” at bruge krudt

Standpunktet at man har “ret” til at bruge krudt, pakket ind i en form for libertarianisme, støder jeg også ofte på. Man kan se et eksempel på det på denne hjemmeside. Jeg kan godt forstå at man kan være utilfreds med den eksisterende lovgivning og jeg kan endda også godt forstå at man kan være så utilfreds at man vil begå civil ulydighed, forudsat man kan tage sin straf uden at tude, skulle man blive taget. Men at påberåbe sig at en entydigt ulovligt aktivitet skulle være en “ret”, kan ikke andet en klinge hult.

“Der findes ikke dokumentation for at krudt er farligt”

Det er rigtigt at det er svært at dokumentere farligheden af brug af anabolske steroider. På den ene side findes der en masse kliniske forsøg med forskellige anabolske steroider, som dokumenterer at man kan tage forholdsvis høje doser (op til 800 mg/uge) af intramuskulært injicerede anabolske steroider, i op til 3 måneder uden udtalte bivirkninger. På den anden side findes der 100-vis af case studies med unge mænd der er indlagt med toksisk shock, organsvigt, og andre grimme ting. Problemet er at case studies ikke har en særlig stor værdi som bevisførsel. Det er skidesvært at lave befolkningsundersøgelser på denne slags ting, fordi dopingmisbrug er så uensartet i karakter, så tabuiseret og fordi de alvorligere bivirkninger ikke er akutte, men sandsynligvis akkumuleres over længere tids brug. hvilket stemmer fint overens med at der meget sjældent rapporteres væsentlige bivirkninger i kliniske studier.

Der tales ofte i debatten om at der mangles en “smoking gun”, altså en befolkningsundersøgelse eller en langtids interventionsstudie, hvor man kan vise at brugere får bivirkninger, mens ikke-brugere ikke gør. Det tætteste man kommer på en sådan undersøgelse er et studie af pärssinen fra 2000, hvor man har undersøgt dødeligheden blandt styrkeløftere, der brugte anabolske steroider, over en periode på 12 år. Efter de 12 år var over 4 gange så mange af styrkeløfterne døde, som i kontrolgruppen. Interessant nok var størstedelen af overdødeligheden forårsaget af selvmord og pludselig hjertedød. Der findes altså ting i litteraturen, som dokumenterer at der er sundhedsmæssige problemer forbundet med brug af anabolske steroider, i et brugsmønster som må forventes at ligne det, man ser i motionsmiljøet.

Men man behøves nu ikke være en haj til at browse i faglitteraturen for at se at der er problemer. Som bruger på Bodyhouse (nu passiv bruger, men jeg følger stadig med), skal man ikke bruge lang tid før man ser første- eller andenhåndshistorier om unge mænd, der 1) har kvittet hele krudtmøllen og er gået ned med depression, 2) har begået selvmord eller 3) har fået hjerteanfald eller lignende i en aalt for ung alder. Hvis man som bruger på et af disse sites ikke kan se at der altså er lidt for mange af den slags historier, så er det fordi man ikke vil se dem.

“Når andre ryger og drikker, så er det også i orden jeg krudter den”

Dett argument løber jeg også ofte ind i, i disse diskussioner. At sætte sine moralske standarder ned, efter hvor langt ned andre folk har dem, er simpelthen et skråplan. Det er småborgerligt at insistere på at når andre gør dumme ting, så må jeg også, men i virkeligheden nok en meget dansk ting.

10 runder, uafjort med dommerstemmerne nil-nil-nil

Du spørger måske dig selv hvorfor det er interessant for mig at svine både Antidoping Danmark og krudterne til: Hvis du gør det, vil jeg starte med at svare at mit mål er ikke at svine nogen som helst til eller putte alle dopingbrugere i en bestemt kasse. Det er jeg skam udemærket klar over. Jeg er imod doping og jeg mener at den bedste måde at komme det til livs er ved at skabe en holdningsændring og en holdningsændrting er betinget af en åben, og vigtigere endnu, reel debat. Jeg mener personligt at Antidoping Danmark historisk set har lavet nogle indspark, som ikke har hjulpet med at fremme dette. På den anden side har man et motionsmiljø og pro-doping miljø, som har meget travlt med at kritisere Antidoping Danmark for de førnævnte indspark, men som nok lige mangler at feje lidt for egen dør først.

Jeg har bevidst valgt en stil, som helt sikkert vil provokere nogle i denne sammenhæng, men det er mere for at ruske op i nogle folk end for at genere nogle. bliver spændende at se hvilke kommentarer der kommer….

God vind

(og nu vil jeg tage på Roskilde Festival)

DGI’s Kamp mod doping (eller bare et selvmål?)

Posted on by
3

Dopingkampen er i gang, og indsatserne stiger:

Der må ikke sælges proteinpulver eller andre kosttilskud

Ingen frie håndvægte over 28 kg

alle medlemmer skal underskrive en erklæring om at de er inforståede med antidopingreglerne

Maskiner, der animerer til bodybuilding skal fjernes

Undervisning og træning skal tage udgangspunkt i funktionel træning

Valg af instruktører skal afspejle centerets ønskede målgruppe

Træningscenteret skal signallere ren sport, og skal fremstå bredt favnene, lys og åbent blandt andet i valg af plakater, farver og musik!

der skal holdes foredrag om funktionel og effektiv træning

Udspil, DGI, Maj 2009 (link, gå til side 21)

Dette er DGI’s nye retninglinier for indretning af motionscentre med henblik på kamp mod doping og dem bryder jeg mig ikke særligt meget om. Som visse af læserne sikkert er bekendt med har jeg i et stykke tid arbejdet for Antidoping Danmark (ADD) som rådgiver i spørgsmål vedrørende kosttilskud og doping. Lad med det samme være sagt, at jeg synes doping er noget lort, noget rigtigt lort. Det beror til dels på, at jeg holder meget af vægttræning og i mine øjne er der intet der har gjort lige så stor skade på alle aspekter af kulturen omkring vægttræning. En af mine drivkræfter i forbindelse med mit arbejde for ADD var en motivation om at ændre systemet indefra, for jeg synes på mange måder at den kommunikationsstrategi de har lagt for dagen i forbindelse med bekæmpelse af motionsdoping, rammer ved siden af. De retningslinier som DGI her har publiceret er en lidt beefet up udgave af de retningslinier som ADD publicerede i deres kampagne på steroids.dk publicerede i november sidste år.

Hvorfor er det en dårlig ide?

For det første fordi de fleste af disse råd er meget uspecifkke og ikke synderligt gennemførte. For det første virker det ikke gennemtænkt at forbyde kosttilskud helt og aldeles. Kreatin er billigt, meget, meget sikkert at bruge og nok dét kosttilskud som overordnet set har den bedst dokumenterede virkning i forbindelse med styrketræning, muskelvækst og anaerob power. Med dette udgangspunkt plejer jeg at anbefale mine PT-klienter og sportsfolk at det næsten ikke kan betale sig at lade være. Proteintilskud er ikke essentielle, da det ikke er svært at opnå et tilstrækkeligt proteinindtag i kosten, omend det måske medfører lidt mere logistik end pulver, men også flere vitaminer og mineraler. Dette gælder ikke kun folk der træner af kosmetiske årsager, men også håndboldspiller, volleyballspillere, boksere osv. som styrketræner for at opnå en præstationsfremmende effekt.

For det andet fordi vægtbegrænsningen på håndvægte er arbitrær og ikke gennemført. Hvad med vægtstængerne? Vil de have at motionscentrene skal til at skære enderne af deres 20.000 kroners stænger, så der kun er plads til een enkelt skive for enden? Selv min hustru, som ikke er specielt trænet, kan sagtens bruge håndvægte over 28 kg i flere øvelser. Jeg selv er rimeligt stærk, men ikke meget og for mig er det virkeligt en minoritet af øvelser hvor 28 kgs håndvægte ville slå til (og jeg er for the record clean ;o)

Jeg stiller mig uforstående overfor hvilke maskiner der animerer til bodybuilding og interventionen er stadig ikke gennemført (med reference til vægtstængerne ovenfor)

Jeg stiller mig ligeledes uforstående overfor hvem der skal bestemme hvad funktionel træning er og hvad hvis dele af den funktionelle træning indeholder elementer der også kan tolkes som kosmetiske? Må en bryder så ikke træne biceps og en håndboldspiller træne bænkpres? Samt hvad med diverse maveøvelser, som i høj grad har funktionelle implikationer?

Hvordan skal en instruktør så se ud? Jeg kan sagtens forstå at man ikke vil have 120 kgs krudt monstre til at stå bag disken, men hvem dikterer hvad der er for stor. Man må trods alt forvente i et eller andet omfang at en veltrænet person ved mere om træning end en der er mindre veltrænet…Sustanon, et kendt blandingsprodukt bestående af flere former for testosteron

Hvor går det hen?

Når alt kommer til alt, så forekommer det mig og mange, mange andre halv- og helseriøse motionister, som om det er selve ønsket om at blive stærk eller få store muskler, DGI’s værdikamp er rettet mod og ikke dopingen i sig selv. F.eks. tiltage med maskiner og håndvægte er ikke gennemførte, fordi man sagtens kan træne sig stor og stærk med vægtstænger alene, omend træningen ville blive ensidig og kedelig (derved muligvis mere skadesprovokerende). Disse tiltag tjener altså mest til at genere seriøse brugere, herunder dopingbrugere.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke i tvivl om at et motionscenter indrettet efter disse retningslinier ville have meget lav risiko for at have dopingbrugere, men til gengæld ville der ville nok heller ikke være nogle folk som fik væsentlige resultater med deres træning…

Hvad er konsekvensen af disse tiltag så? Det bliver helt klart at der i de større byer bliver åbnet hardcore gyms, hvor de seriøse motionister og dopingbrugerne træner, som er uden for DIF’s, DGI’s og ADD’s indflydelsessfære. Om konsekvensen af dette er netto færre eller flere dopingbrugere, er der ingen der ved, heller ikke idræts- eller antidopingorganisationerne. Personligt kan jeg meget langt fra overbevist at resultatet er færre dopingbrugere og kan med mit kendskab til det miljø, lige så let se det modsatte ske. Der findes altså ingen faglig dokumentation der dokumenterer effektiviteten af denne type tiltag i det lange løb.

Hvad er alternativet?

De danske styrkesporter styrkeløft og vægtløftning havde store problemer med doping fra 60′erne og helt op til slutningen af 90′erne/starten af 00′erne, men har i de seneste 10 år stort set ingen positive dopingtest haft i forbindelse med reel doping (da disse sportsgrene har haft velfungerende motionsafdelinger har der dog været et par sager blandt motionister, men langt mindre end i andre motionscentre. Der har også været en del tilfælde af udøvere der blev knaldet for cannabis, men dette skyldes nok mere fritidsmisbrug end intentioner om doping). Så på trods af at de har træningscentre med store vægte, rigtigt stærke folk og en kultur der siger “seriøs” vægttræning, så har de stort set kommet alt reelt dopingmisbrug til livs. Hvordan det? Som jeg ser er der to forklaringer:

  1. Der er folk der ved noget om træning og som har haft gode resultater med deres træning uden dopingstoffer.
  2. Indsatsen mod doping i disse centre er drevet af nærvær og personlige interaktioner. Klubmedlemmerne har været bevidste om at positive tests, også i motionsafdelingerne, kunne have betydning for deres klubs og sports renommé.

Jeg mener at der er en vigtig lektie her og jeg håber svært at den på et tidspunkt når frem til nogle af de aktuelle beslutningstagere. Metoden med at reducere mulighederne for at træne fornuftigt ved simpelthen at gøre centrene tarvelige (fra den seriøse motionists perspektiv) undrer mig, når nu DGI og DIF har gjort en indsats for at hjælpe foreninger med at åbne og drive motionscentre (I mine øjne er nogle af de bedste motionscentre i danmark foreningsdrevet). Historisk set er foreningerne drevet af nærvær og entusiasme, værdier som let kan bruges i at bekæmpe doping med mennesker og deres værdier istedet for at gøre det med arbitrære begrænsninger, hvis effekt ikke er dokumenteret og er til gene for en rimeligt stor del af brugerne.

Jeg vil endnu engang redegøre for at dette er mine egne holdninger og ikke betyder at jeg er interesseret i at modarbejde ADD. Jeg udfører mine opgaver for dem efter bedste evne og gør opmærksom på de steder hvor jeg mener ting burde gøres anderledes.