Monthly Archives: juni 2009

sandheden om Sandheden (om krudt)

Posted on by
15

Her efter jeg er kommet tilbage til Danmark (og har haft barsel), har jeg haft lidt mere tid end sædvanligt at bruge på nettet. Jeg er et par gange siden jeg er kommet hjem, blevet rodet ind i diskussioner om motionsdoping. Igenigen. Det ser aldrig ud til at ende.

Hvorfor jeg ikke bryder mig om krudt

For det første vil jeg gerne sige at jeg synes doping er noget lort og det er der flere grunde til: 1) Jeg synes vægttræning er fedt og historisk set har krudt gjort uhyre stor skade på vægttræningskulturen, både med hensyn til hvad folk tænker om vægttræning og -trænende, men også på den viden der findes om træning blandt de trænende; 2) Det generer mig voldsomt at laaaangt de fleste krudtere (motionsdopingbrugere) holder det hemmeligt at de er på krudt. De vil altså gerne have de store bøffer, men de samtidig gerne have at folk skal tro de har gjort det på den hårde måde.

I det røde hjørne: Anti Doping Danmark

Kulturministeriet har i de senere år gået mere aktivt ind i bekæmpelsen af doing i motionscentre. Det har blandt andet vist sig som indførelse af en smileyordning, hvor det gøres obligatorisk for kommercielt drevne motionscentr at de skal betale for dopingkontrol, såfremt de ønsker en glad smiley. Desuden laver de løbende informationskampagner omkring dopingmisbrug. Hvor disse kampagner for 3-4 år siden havde fokus på bivirkninger, er der nu større fokus på faktorer som afhængighed, samt hvordan motionscentrene kan skabe nogle ydre rammer som gør centrene mindre attraktive for krudtere. Grunden til at man gik væk fra at fokusere på bivirkninger, var at der faktisk ikke er særligt god dokumentation for misbrug af anabolske steroider giver alvorlige fysiske bivirkninger (ikke dermed sagt at de ikke er der). Det ny fokus på afhængighed mener jeg er et skridt i den rigtige retning, men det er desværre druknet i opmærksomheden på retningslinierne for indretning af motionscentre, navnlig tiltag som begrænsning i størrelsen på håndvægtene o.l. Denne sidste ide har foråraget stor vrede i motionsmiljøet, for disse tiltag hjælper skam med at holder krudtere væk, men de går også ud over de almindelige motionister. At skabe vrede hos dem, der burde være modtagere i den information man selv afsender er selvsagt uheldigt.

I det blå hjørne: Krudtuglerne

På den anden side af debatten står “dopingmiljøet”, hvis man da kan tale om et sådant. Det repræsenterer generelt brugerne og flere af de motionister der færdes i samme kultur. Når jeg diskuterer dopingproblematikken med krudtere, støder jeg på en række argumenter som ofte går igen, som har til formål at retfærdiggøre dopingmisbruget for det første overfor individet selv og for det andet overfor omgivelserne. De er oprenset meget godt i dette blogindlæg jeg stødte på for en måneds tid siden. Titlen på dette mit eget indlæg er selvfølgelig en reference til titlen i det det linkede blog indlæg.

Jagten på en muskuløs krop, driver ofte unge mænd ud i at bruge anabolske steroider. Ofte for at nå et mål som er tilgængelig uden. Her er der dog tale om en professionel bodybuilder, hvis glorificering givetvis har bidraget til "krudtkulturen" herhjemme.

Illusionen om kontrol

Der er en meget udtalt ide i krudtmiljøet om at det kun er de “dumme” der får bivirkninger. Der eksisterer altså en ide om at man ved at udøve en form for kontrol over brugen af anabolske steroider kan reducere risikoen for bivirkninger. Det kan man også – primært ved at tage mindre eller helst ingen steroider. Eksempler på det er at visse brugere forsøger at udregne hvad deres niveauer af dopingstoffer i blodet er (“for det er jo vigtigt at holde dem stabile”). Jeg har sågar set et regneark der skulle lave disse udregninger for forskellige steroider, baseret på deres halveringstid. Andre eksempler på denne illusion om kontrol er brugen af såkaldt post-cycle treatment, PCT, som involverer brug af antiøstrogener eller aromatasehæmmere under og efter kuren, samt HCG efter en kur, så man kan undgå de bivirkninger. Endelig er sammensætningen af kure blevet en besynderlig pseudovidenskab i disse kredse. Man blander forskellgie anabolske steroider for at kontrollere serumnivauer og for at undgå fald i såkaldt receptor affinitet, altså kroppens evne til at respondere på stofferne.

Faktum er at man kan ikke beregne serum koncentrationer udfra vejledende halveringstider – overhovedet. Anabolske steroider har en meget kompliceret farmakokinetik. Man kan ikke forhindre de væsentlige bivirkninger med PCT, kun de kosmetiske, og har man brugt krudt i længere tid, vil selv HCG ikke forhindre en grad f endocrint crash (tab af kroppens egen hormonproduktion pga. feedback mekanismer). Endelig er grunden til at man responderer dårligere på krudt efter lang tids brug mangfoldig og sandsynligvis er selve receptoraffiniteten kun en meget lille del af forklaringen. Alle disse ting er altså ting, der har ret svag fundering i saglige betragtninger, men som er vigtige dele af ideen om hvilken slags viden man skal have, for at kunne tage krudt på en smart måde, er.

“Hvorfor har DU ondt i røven?”

Når man blander sig i pro vs. con debatten omkring anabolske steroider med brugere, får man ofte stukket i skoene at man kan blande sig udenom, for det påvirker jo ikke andre om der er én tager steroider. De  har altså tilsyneladende en ide om at fysisk træning er et internaliseret projekt som forekommer totalt adskilt fra den ydre verden. Denne ide er forkert.

Træning er stort set altid et spørgsmål om social realisering. Fjernede man den sociale sammenhæng (=andre mennesker) er det nok tvivlsomt om det enkelte individ ville vælge at bruge anabolske steroider, måske endda at træne. Mange af de samme folk, som mener at de udelukkende træner og bruger krudt for deres egen skyld og mener de er ligeglade med hvad andre tænker, går jo alligevel så meget op i hvad andre folk tænker, at de meget sjældent vælger at fortælle at en stor del af deres fysik er bygget med ulovlig medicin…

Iøvrigt er det interessant at bemærke at lige så snart der er en anden, der viser rigtigt gode resultater, så er det ofte krudterne som først er ude med riven (krudtbeskyldninger). Tyv tror hver mand stjæler.

“Bare en enkelt kur”

Jeg har haft mange motionsdopingbrugere i min omgangskreds, ja endda blandt mine venner. Stort set dem alle startede ud med en meget stærk tro på at de kun liiiige skulle have en enkelt kur, for så var deres krop nærmest færdig/perfekt/whatever. Sjovt nok endte langt de fleste med at tage mere end 5 kure og måske 10-20% kom ud i et meget hidsigt forbrug af forskellige typer anabolika, hvor der blev meget langt mellem pauserne og meget kort mellem stikkene.

Anabolske steroider er vanedannende. Eller det er måske lidt unuanceret. De fleste testosteronlignende stoffer er centralt stimulerende i samme skala som koffein eller nikotin. Denne effekt bidrager givetvis til en lille fysisk afhængighed, hvilket er dokumenteret rimeligt stærkt i dyreforsøg. Men det reelle problem er at folk i motionsmiljøet bliver afhængige af at have den her store muskuløse krop, som næsten kun kan vedligeholdes med krudt. De hænger simpelthen deres selvværd op på deres kropsbillede og har det derfor super mens de er på krudt, fordi så føler de sig store og hårde og har det ad helvede til når de er off, fordi de føler sig små og bløde. I det perspektiv er det ikke svært at se hvorfor den næste kur bliver så let for så mange.

Det er min “ret” at bruge krudt

Standpunktet at man har “ret” til at bruge krudt, pakket ind i en form for libertarianisme, støder jeg også ofte på. Man kan se et eksempel på det på denne hjemmeside. Jeg kan godt forstå at man kan være utilfreds med den eksisterende lovgivning og jeg kan endda også godt forstå at man kan være så utilfreds at man vil begå civil ulydighed, forudsat man kan tage sin straf uden at tude, skulle man blive taget. Men at påberåbe sig at en entydigt ulovligt aktivitet skulle være en “ret”, kan ikke andet en klinge hult.

“Der findes ikke dokumentation for at krudt er farligt”

Det er rigtigt at det er svært at dokumentere farligheden af brug af anabolske steroider. På den ene side findes der en masse kliniske forsøg med forskellige anabolske steroider, som dokumenterer at man kan tage forholdsvis høje doser (op til 800 mg/uge) af intramuskulært injicerede anabolske steroider, i op til 3 måneder uden udtalte bivirkninger. På den anden side findes der 100-vis af case studies med unge mænd der er indlagt med toksisk shock, organsvigt, og andre grimme ting. Problemet er at case studies ikke har en særlig stor værdi som bevisførsel. Det er skidesvært at lave befolkningsundersøgelser på denne slags ting, fordi dopingmisbrug er så uensartet i karakter, så tabuiseret og fordi de alvorligere bivirkninger ikke er akutte, men sandsynligvis akkumuleres over længere tids brug. hvilket stemmer fint overens med at der meget sjældent rapporteres væsentlige bivirkninger i kliniske studier.

Der tales ofte i debatten om at der mangles en “smoking gun”, altså en befolkningsundersøgelse eller en langtids interventionsstudie, hvor man kan vise at brugere får bivirkninger, mens ikke-brugere ikke gør. Det tætteste man kommer på en sådan undersøgelse er et studie af pärssinen fra 2000, hvor man har undersøgt dødeligheden blandt styrkeløftere, der brugte anabolske steroider, over en periode på 12 år. Efter de 12 år var over 4 gange så mange af styrkeløfterne døde, som i kontrolgruppen. Interessant nok var størstedelen af overdødeligheden forårsaget af selvmord og pludselig hjertedød. Der findes altså ting i litteraturen, som dokumenterer at der er sundhedsmæssige problemer forbundet med brug af anabolske steroider, i et brugsmønster som må forventes at ligne det, man ser i motionsmiljøet.

Men man behøves nu ikke være en haj til at browse i faglitteraturen for at se at der er problemer. Som bruger på Bodyhouse (nu passiv bruger, men jeg følger stadig med), skal man ikke bruge lang tid før man ser første- eller andenhåndshistorier om unge mænd, der 1) har kvittet hele krudtmøllen og er gået ned med depression, 2) har begået selvmord eller 3) har fået hjerteanfald eller lignende i en aalt for ung alder. Hvis man som bruger på et af disse sites ikke kan se at der altså er lidt for mange af den slags historier, så er det fordi man ikke vil se dem.

“Når andre ryger og drikker, så er det også i orden jeg krudter den”

Dett argument løber jeg også ofte ind i, i disse diskussioner. At sætte sine moralske standarder ned, efter hvor langt ned andre folk har dem, er simpelthen et skråplan. Det er småborgerligt at insistere på at når andre gør dumme ting, så må jeg også, men i virkeligheden nok en meget dansk ting.

10 runder, uafjort med dommerstemmerne nil-nil-nil

Du spørger måske dig selv hvorfor det er interessant for mig at svine både Antidoping Danmark og krudterne til: Hvis du gør det, vil jeg starte med at svare at mit mål er ikke at svine nogen som helst til eller putte alle dopingbrugere i en bestemt kasse. Det er jeg skam udemærket klar over. Jeg er imod doping og jeg mener at den bedste måde at komme det til livs er ved at skabe en holdningsændring og en holdningsændrting er betinget af en åben, og vigtigere endnu, reel debat. Jeg mener personligt at Antidoping Danmark historisk set har lavet nogle indspark, som ikke har hjulpet med at fremme dette. På den anden side har man et motionsmiljø og pro-doping miljø, som har meget travlt med at kritisere Antidoping Danmark for de førnævnte indspark, men som nok lige mangler at feje lidt for egen dør først.

Jeg har bevidst valgt en stil, som helt sikkert vil provokere nogle i denne sammenhæng, men det er mere for at ruske op i nogle folk end for at genere nogle. bliver spændende at se hvilke kommentarer der kommer….

God vind

(og nu vil jeg tage på Roskilde Festival)

“We have engineered physical activity out of our lives”

Posted on by
3

Puha, så er barslen ovre og hverdagen trykker på igen. Derfor har det været lidt knapt med tid til at skrive nogle nye indlæg, men nu skal jeg nok stramme mig an. I dag bliver det lidt mere teknisk/fagligt end normalt. Jeg har brygget på dette indlæg i en rum tid og diskuteret med mig selv og mine omgivelser hvilken form det skulle have (kommentarerer er iøvrigt mere end velkomne). Det næste indlæg tror jeg bliver endnu en historie om doping… Men vi må hellere komme igang…

Citatet i titlen bliver ofte brugt af den forsker jeg besøgte i USA, Prof. Frank Booth (yes, ligesom ham den onde i Black Velvet). Førhen forstod jeg det ikke, men efter at have boet et halvt år i USA er det blevet langt klarere for mig, hvad det egentlig betyder. Da vi flyttede til USA kom vi med vores datter, som dengang var to måneder gammel og dermed skulle fragtes i barnevogn, hvorfor vi havde taget vores med fra Danmark.

I starten modtog vi mange nysgerrige kommentarer fra amerikanerne. De syntes at det var et vældigt smart instrument (“that’s soo modern” og “It looks very european”). Jeg fandt det lidt underligt, for uden barnevogne, hvordan fanden slæber de så deres småbørn rundt? Svaret er, at det gør de ikke! Byerne er anlagt sådan at man meget sjældent skal fragte sig særligt langt til bens og når man skal, fragter man enten ungen i en autostol, eller en paraplyklapvogn.

Sådan nogle har de ikke mange af i Staterne

Som Nørrebro’er (dog eksiljyde, man skal jo ikke glemme sine aner ;o) har jeg aldrig haft noget behov for en bil, for stort set alt kunne klares til bens eller på cykel, og da vi kom til staterne, var en af de “store” ting vi skulle tage stilling til, om vi skulle have bil eller forsøge fortsat at fragte os til cykel/bens. Beslutningen blev let. Der var små tre km til nærmeste dagligvareindkøbsmulighed og det er via nogle meget fodgænger/cyklist Uvenlige veje. Bil blev det…

Vi boede ret tæt på en en af de store parkeringspladser for studerende og den var smækfyldt med biler – store biler, overvejende. Der kører så busser indtil campus, som er lidt under en km væk, for de flestes vedkommende. De studerende cykler altså ikke, selvom langt hovedparten af dem bor indenfor 5 km af campus. Faktisk er cykling som transportmiddel, så relativt ubeskrevet et blad i Midtvesten at der afholdes kurser på universitetet i cykeltrafik, altså hvordan man skal gebærde sig som cyklist i trafikken. Det har iøvrigt også afstedkommet nogle sjove forskelle i trafikreglerne for cyklister i forhold til i Danmark, men det gemmer jeg til en anden gang.

60-70% af amerikanerne har et BMI på over 25 og kan dermed klassificeres som overvægtige. Omkring en tredjedel når over 30 og kan dermed klassificeres som fede. Er der en sammenhæng mellem det og det ovennævnte? Selvfølgelig er der det… Selfølgelig betyder det også noget at amerikanerne spiser tarveligere end vi gør, men der er mange bidrag til den overordnede folkesundhed

Byplanlægning og infrastruktur har en ret stor effekt på sundheden af de folk der bebor det aktuelle område og selv om prisen for denne type ændringer ofte ser stor ud, så fortæller flere studier at den gevinst der er, er større end udgifterne. Jens Troelsen fra SDU har begået en udemærket rapport om dette emne, som er til at gå til for almindelige mennesker (Troelsen 2007).

I Odense har man blandt andet med udgangspunkt i disse betragtninger lavet flere tiltag, som skulle gøre det mere attraktivt at bruge cyklen som transportmiddel. Hér formåede man med cykelby-projektet at øge antallet af cykelture med 20% selvom tallet på nationalt niveau faldt  i den samme periode. Dette skete samtidigt med et fald i cyklist-trafikulykker på 20% (Troelsen 2007 og Jensen 2005). Det hører med til historien at den øgede cykeltrafik udelukkende er opnået ved at gøre det lettere at være cyklist, og ikke ved at gøre andre trafkikformer mere upraktiske. I et lignende forsøg i Norge har man regnet ud at den samlede økonomiske gevinst ved at ændre infrastrukturen til i højere grad at favorisere cyklisme, er 4-5 gange så stor som udgifterne til anlæggelse af selve infrastrukturen (sælensminde 2002).

Der er ikke lavet lige så omfattende udregninger for Odense Cykelby projektet, men der er lavet estimater på cost/benefit forholdene og resultaterne peger stadig i samme retning, nemlig at udgifterne ved at indføre disse ændringer i infrastruktur, lader sig tjene ind igen, både i kraft af at befolkningen bliver sundere fordi de  bevæger sig mere, men også via mindre slid på vejnettet og forurening i byen (Jensen 2005). Selv over en rimeligt overskuelig tidshorisont er det altså god business at favorisere cykeltrafikken i bybilledet. Dét må sgu være noget snak som politikerne kan forstå?

Troelsen, J., Prioritering af strategier for passiv forebyggelse og sundhedsfremme for hele befolkningen, Dansk Selskab for medicinsk prioritering 2006/2007.

Sælensminde, K., Gang- og sykkelvegnett i norske byer. Nytte- og kostnadanalyser inkluderet helseeffekter og eksterne kostnader av motorisert vegtrafik. 2002, Transportøkonomisk Institutt, Norge: Oslo

Jensen, S.U., Folkesundhed, in Evaluering- Odense Danmarks Nationale cykelby, J Troelsen, S.U. Jensen og T. Andersen, Editors. 2005, Odense Kommune: Odense

Fitnessworld 199 kr/måned og ingen binding, men smækfyldt med fail…

Posted on by
6

Fitnessworld

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke særligt godt om Fitnessworld som motionscenter. I mine øjne er de fitnessbranchens udgave af MacDonalds, i kraft af at deres fitnessløsning er baseret på maskintræning og meget lidt vejledning. En løsning som er baseret på profitoptimering og ikke på hvordan man tilbyde den bedste træning til folk.

Men det er ikke det posten her skal handle om.

Sexchikane eller hvad?

Nogle af jer husker sikkert denne reklame fra for et par år siden:

fitnessworld kampagne

Da jeg så den første gang, tænkte jeg først at den var da vist lige på grænsen for hvad man kunne tillade sig, specielt muligheden for at misforstå det som om pigen er falds. Jeg følte mig ikke generet af dette aspekt, men kunne godt gennemskue at det ville genere andre, navnligt de mere feministisk orienterede. Kampagnen blev, så vidt jeg er informeret, standset, ordlyden ændret (fra “min krop” til “min træning”, eller lignende) og er relanceret. Men det er heller ikke det posten her skal handle om.

Tynde tøser og rablende reklamer

Den skal handle om kropsidealer, dannelsen af dem og branding. For den anden ting jeg tænkte, da jeg første gang jeg så plakaten, var “hun er dog urimeligt tynd og utrænet, så hvorfor er hun på en reklameplakat for et motionscenter?”

Jeg har arbejdet med folks kroppe i lang tid og jeg vil sjusse denne pige til at være så tynd at hun er klinisk undervægtig jævnfør WHO’s definition (BMI under 18.5). På trods af pigens lave vægt, er der ikke skygge af muskelmarkering på hendes krop. Hvis hun stod op, ville hun have omtrent lige så meget røv som en standerlampe. Det er fordi hun er en af de heldige få som falder ind under betegnelsen “Tyndfed”. Det betyder at hun trods en meget lav kropsvægt har en relativt høj fedtprocent og den lave kropsvægt skyldes derfor meget lav muskelmasse. Dét er skidt. Desuden vil jeg gætte på at den unge pige vil være ret tæt på at miste sin menstruation på grund af undervægt, hvis den ikke allerede er røget.

Grunden til at WHO har defineret en undervægtgrænse, er fordi at det har nogle konsekvenser at være stærkt undervægtig, nogle konsekvenser som desværre ikke er beskrevet godt nok videnskabeligt, men betydningen af undervægt, inklusiv tyndfed undervægt er stærk undervurderet i befolkningen. I det lange løb fører både lav kropsvægt og selvstændig lav muskelmasse generelt til tidligere alderdomssvækkelse og en kortere alderdom, fordi førnævnte svækkelse betyder at man DØR tidligere og har et tarveligere liv indtil da!

Og ikke nok med at den stakkels pige er sygeligt tynd i forvejen. Mongolerne har sgu også photoshoppet hende tyndere, lader det til (link). Man forbavses

Måden man kommer til at se sådan ud, er grundlæggende ved at lade være med at spise noget, og holde sig helt fra at dyrke motion. Dén der pige er altså hands down – røvusund. Hvorfor er det så at Fitnessworld vil bruge et entydigt usundt ikon/motiv som helt centralt objekt i deres reklamekampagne, endda et motiv, der skriger “jeg træner ikke”, når det de sælger, er motion? Fordi “tynd” er en meget central del af specielt kvinders kropsideal. Ikke slank, men Tynd.

Dét provokerer mig voldsomt, fordi reklamer er meningsdannende. Når man smider sådan en reklame op, så er man med til at fasttømre et kropsbillede, som i de flestes øjne ikke er særligt lækkert og ihvertfald objektivt set ikke særligt sundt. Der kunne man ønske sig at afsenderen af reklamebudskabet her, tog sit ansvar som meningsdanner lidt mere alvorligt.

Det skal dog siges at i FitnessWorlds nye reklamer er der kommet en ny, knap så tynd pige på, så mon ikke  de har lugtet noget af lunten? (og jeg ved også godt det ikke koster 199/måned længere, men who cares?)

Hvor kommer kropsbilledet fra

Lidt groft sagt, kan man sige at mange kvinder henter deres ide om kropsidealet fra Vogue (=tynde), direkte eller indirekte, mens mænd nok nærmere henter deres ideer om hvordan kvindekroppen skal se ud, fra porno (= mere voluptuøse. De har mere såkaldt T&A, uafhængigt af tilstedeværelsen af kirurgiske ændringer ;o). Ihvertfald har jeg mødt meget få mænd, som finder de her meget flade og tynde piger mere attraktive end nogle tilsvarende lidt mere “formede”. Dét synes jeg er påfaldende, når en meget stor del af målsegmentet essentielt træner for at være lækker i det modsatte køns øjne.

Sammen med dette meget tynde kropsideal har vi her i danmark en udtalt stigmatisering af kvinder der ser styrketrænede ud. Hvis en kvinde ligner en, der er bare en smule stærk, så får hun jo rask væk stukket i skoene at hun er lesbisk (håndboldspillere, spydkastere, styrkeløftere osv.). For det er jo underforstået at kvinder, der manifesterer styrke eller kraft (der ses som en del af det maskuline “domæne”), må have en “afvigende”  seksualitet (ment i den mest leverpostejsdanske, småborgerlige forstand. Jeg har intet imod homoseksuelle). Kvinderne i Danmark kan altså godt finde ud af at dyrke udholdenhedstræning og det er også fint nok, men hvor udholdenhedstræning beskytter mod livsstilssygdomme, beskytter fysisk styrke mod alderdomssvækkelse (knogletætjed, faldskader, fumktionel kapacitet osv.) og denne type sygdomme ser vi desværre i alt for høj grad hos de aldrende kvinder.

Min besked her er at kvinder sagtens kan være feminine og smukke, selvom de er stærke og kraftfulde. Jeg har haft en del berøring med flere forskellige typer idræt, der falder under kraftsportparaplyen og jeg må tilstå at nogle af de flotteste kvindekroppe jeg nogensinde har set, har siddet på nogle af de unge damer i atletik, vægtløftning og styrkeløft. Jeg erkender at den slags selvfølgeligt er subjektivt, men jeg håber stadig at man kan skubbe den danske kvindeidrætskultur lidt over mod noget der svarer til vores naboer i Sverige eller for den sags skyld USA, om ikke andet, så for sundhedens skyld.

God vind.