DGI’s Kamp mod doping (eller bare et selvmål?)

Dopingkampen er i gang, og indsatserne stiger:

Der må ikke sælges proteinpulver eller andre kosttilskud

Ingen frie håndvægte over 28 kg

alle medlemmer skal underskrive en erklæring om at de er inforståede med antidopingreglerne

Maskiner, der animerer til bodybuilding skal fjernes

Undervisning og træning skal tage udgangspunkt i funktionel træning

Valg af instruktører skal afspejle centerets ønskede målgruppe

Træningscenteret skal signallere ren sport, og skal fremstå bredt favnene, lys og åbent blandt andet i valg af plakater, farver og musik!

der skal holdes foredrag om funktionel og effektiv træning

Udspil, DGI, Maj 2009 (link, gå til side 21)

Dette er DGI’s nye retninglinier for indretning af motionscentre med henblik på kamp mod doping og dem bryder jeg mig ikke særligt meget om. Som visse af læserne sikkert er bekendt med har jeg i et stykke tid arbejdet for Antidoping Danmark (ADD) som rådgiver i spørgsmål vedrørende kosttilskud og doping. Lad med det samme være sagt, at jeg synes doping er noget lort, noget rigtigt lort. Det beror til dels på, at jeg holder meget af vægttræning og i mine øjne er der intet der har gjort lige så stor skade på alle aspekter af kulturen omkring vægttræning. En af mine drivkræfter i forbindelse med mit arbejde for ADD var en motivation om at ændre systemet indefra, for jeg synes på mange måder at den kommunikationsstrategi de har lagt for dagen i forbindelse med bekæmpelse af motionsdoping, rammer ved siden af. De retningslinier som DGI her har publiceret er en lidt beefet up udgave af de retningslinier som ADD publicerede i deres kampagne på steroids.dk publicerede i november sidste år.

Hvorfor er det en dårlig ide?

For det første fordi de fleste af disse råd er meget uspecifkke og ikke synderligt gennemførte. For det første virker det ikke gennemtænkt at forbyde kosttilskud helt og aldeles. Kreatin er billigt, meget, meget sikkert at bruge og nok dét kosttilskud som overordnet set har den bedst dokumenterede virkning i forbindelse med styrketræning, muskelvækst og anaerob power. Med dette udgangspunkt plejer jeg at anbefale mine PT-klienter og sportsfolk at det næsten ikke kan betale sig at lade være. Proteintilskud er ikke essentielle, da det ikke er svært at opnå et tilstrækkeligt proteinindtag i kosten, omend det måske medfører lidt mere logistik end pulver, men også flere vitaminer og mineraler. Dette gælder ikke kun folk der træner af kosmetiske årsager, men også håndboldspiller, volleyballspillere, boksere osv. som styrketræner for at opnå en præstationsfremmende effekt.

For det andet fordi vægtbegrænsningen på håndvægte er arbitrær og ikke gennemført. Hvad med vægtstængerne? Vil de have at motionscentrene skal til at skære enderne af deres 20.000 kroners stænger, så der kun er plads til een enkelt skive for enden? Selv min hustru, som ikke er specielt trænet, kan sagtens bruge håndvægte over 28 kg i flere øvelser. Jeg selv er rimeligt stærk, men ikke meget og for mig er det virkeligt en minoritet af øvelser hvor 28 kgs håndvægte ville slå til (og jeg er for the record clean ;o)

Jeg stiller mig uforstående overfor hvilke maskiner der animerer til bodybuilding og interventionen er stadig ikke gennemført (med reference til vægtstængerne ovenfor)

Jeg stiller mig ligeledes uforstående overfor hvem der skal bestemme hvad funktionel træning er og hvad hvis dele af den funktionelle træning indeholder elementer der også kan tolkes som kosmetiske? Må en bryder så ikke træne biceps og en håndboldspiller træne bænkpres? Samt hvad med diverse maveøvelser, som i høj grad har funktionelle implikationer?

Hvordan skal en instruktør så se ud? Jeg kan sagtens forstå at man ikke vil have 120 kgs krudt monstre til at stå bag disken, men hvem dikterer hvad der er for stor. Man må trods alt forvente i et eller andet omfang at en veltrænet person ved mere om træning end en der er mindre veltrænet…Sustanon, et kendt blandingsprodukt bestående af flere former for testosteron

Hvor går det hen?

Når alt kommer til alt, så forekommer det mig og mange, mange andre halv- og helseriøse motionister, som om det er selve ønsket om at blive stærk eller få store muskler, DGI’s værdikamp er rettet mod og ikke dopingen i sig selv. F.eks. tiltage med maskiner og håndvægte er ikke gennemførte, fordi man sagtens kan træne sig stor og stærk med vægtstænger alene, omend træningen ville blive ensidig og kedelig (derved muligvis mere skadesprovokerende). Disse tiltag tjener altså mest til at genere seriøse brugere, herunder dopingbrugere.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke i tvivl om at et motionscenter indrettet efter disse retningslinier ville have meget lav risiko for at have dopingbrugere, men til gengæld ville der ville nok heller ikke være nogle folk som fik væsentlige resultater med deres træning…

Hvad er konsekvensen af disse tiltag så? Det bliver helt klart at der i de større byer bliver åbnet hardcore gyms, hvor de seriøse motionister og dopingbrugerne træner, som er uden for DIF’s, DGI’s og ADD’s indflydelsessfære. Om konsekvensen af dette er netto færre eller flere dopingbrugere, er der ingen der ved, heller ikke idræts- eller antidopingorganisationerne. Personligt kan jeg meget langt fra overbevist at resultatet er færre dopingbrugere og kan med mit kendskab til det miljø, lige så let se det modsatte ske. Der findes altså ingen faglig dokumentation der dokumenterer effektiviteten af denne type tiltag i det lange løb.

Hvad er alternativet?

De danske styrkesporter styrkeløft og vægtløftning havde store problemer med doping fra 60′erne og helt op til slutningen af 90′erne/starten af 00′erne, men har i de seneste 10 år stort set ingen positive dopingtest haft i forbindelse med reel doping (da disse sportsgrene har haft velfungerende motionsafdelinger har der dog været et par sager blandt motionister, men langt mindre end i andre motionscentre. Der har også været en del tilfælde af udøvere der blev knaldet for cannabis, men dette skyldes nok mere fritidsmisbrug end intentioner om doping). Så på trods af at de har træningscentre med store vægte, rigtigt stærke folk og en kultur der siger “seriøs” vægttræning, så har de stort set kommet alt reelt dopingmisbrug til livs. Hvordan det? Som jeg ser er der to forklaringer:

  1. Der er folk der ved noget om træning og som har haft gode resultater med deres træning uden dopingstoffer.
  2. Indsatsen mod doping i disse centre er drevet af nærvær og personlige interaktioner. Klubmedlemmerne har været bevidste om at positive tests, også i motionsafdelingerne, kunne have betydning for deres klubs og sports renommé.

Jeg mener at der er en vigtig lektie her og jeg håber svært at den på et tidspunkt når frem til nogle af de aktuelle beslutningstagere. Metoden med at reducere mulighederne for at træne fornuftigt ved simpelthen at gøre centrene tarvelige (fra den seriøse motionists perspektiv) undrer mig, når nu DGI og DIF har gjort en indsats for at hjælpe foreninger med at åbne og drive motionscentre (I mine øjne er nogle af de bedste motionscentre i danmark foreningsdrevet). Historisk set er foreningerne drevet af nærvær og entusiasme, værdier som let kan bruges i at bekæmpe doping med mennesker og deres værdier istedet for at gøre det med arbitrære begrænsninger, hvis effekt ikke er dokumenteret og er til gene for en rimeligt stor del af brugerne.

Jeg vil endnu engang redegøre for at dette er mine egne holdninger og ikke betyder at jeg er interesseret i at modarbejde ADD. Jeg udfører mine opgaver for dem efter bedste evne og gør opmærksom på de steder hvor jeg mener ting burde gøres anderledes.

#TV2wikigate

Hvad er nu det for noget?

Jo, det skal jeg såmænd sige jer. Jeg er måske lidt sent ude, men det her ligger mig på hjerte, så jeg vil sprede det ud, selvom det ikke er knyttede til bloggens ellers sundhedsfaglige fokus.

Engang for længe, længe siden….

I onsdag, d. 13. maj, var der et indslag i Godmorgen Danmark om at man ikke skulle stole på alt hvad man læste på wikipedia, på grund af at alle jo kan gå ind og ændre i wiki’ers artikler. De brugte så artiklen på den danske wikipedia om Cecilie Frøkjær som argument for deres sag, for hendes fødselsdag var forkert. Derefter går de videre og læser tilsyneladende nogle mere eller mindre humoristiske indlæg om hinanden op, som en eller anden tilsyneladende har skrevet på Wikipedia “for alle kan jo bare gå ind og rette i det”.

Hvad de glemte at tage højde for, var at der er en total historik for alle ændringer for hver eneste artikel på wikipedia. En gennemgang af historikken på den aktuelle artikel viste at Cecilie’s fødselsdato havde været korrekt siden 2006 og indtil dagen før udsendelsen, altså d. 12. maj, hvor den var blevet ændret fra en IP-adresse, hørende til Egmont, som er dem der laver Godmorgen Danmark for TV2. Dog blev den aktuelle dato rettet tilbage til den korrekte blot 4 minutter efter at der var blevet indsat fejl i artiklen – kun 4 minutter! Endvidere viste det sig at de fleste af de humoristiske indslag om hinanden, de læste op, rent faktisk ikke lå på wikipedia, men var lokale sider, de selv havde hentet ned og ændret i, sandsynligvis fordi de urigtige informationer ikke kunne få lov at stå længe nok på den rigtige wikipedia, til at de kunne bruge det i deres indslag.

Sagen bliver til “shitstormpedia”

Noget tyder altså på at Egmont selv har skabt fejlen på Wikipedia og dermed skabt en historie ud af en løgn, som de selv stod bag. Det fremgår delvist af sammenhængen at det er for sjov, men absolut ikke utvetydigt. Denne historie har skabt nogle ret stærke reaktioner og redaktøren for programmet, Jes Schröder, har efterfølgende kommet med den lidt svage forklaring at der “bare var tale om satire”. Det kan man læse meget mere om her på Journalisten. Så hvis jeg forstår Jes Schröder korrekt, så er det altså ok at skade et firmas brand (Wikipedias kerneydelse er at tilbyde information, som er opdateret og relativt fri for fejl – det må nærmest være det som en leksikon går ud på), hvis man liiige skal lave lidt satire. Desværre er der kun et par håndfulde Wikipedia ansatte i hele verden, og de har ikke særligt mange penge, så de kan ikke svare igen med de retslige repressalier som der burde. Men jeg vil gætte på at hvis man lavede et lignende anslag mod f.eks. Novo Nordisk (det kunne være en lille festlig spøg, hvor man hev en læge i studiet som sagde at deres insulin gav kræft), så ville historien ende helt anderledes.

So what – det er vel ikke en nyhed at den danske pressestand (og måske i mere end normalt hos tv2) gang på gang udviser svigtende moral, eller hvad? Hvorfor er det så jeg bliver så provokeret af dette?

For det første fordi det er forkert. Selvom man måske kunne forvente at strukturen af wikipedia ville give for mange idioter mulighed for at ødelægge og forurene artiklerne, så viser det sig at det ikke sker i praksis. Wikipedia er blevet analyseret af videnskabsfolk og der er blevet fundet en fejlfrekvens svarende til, eller lavere end Encyclopaedia Britannica, som betragtes som en slags guldstandard indenfor leksika. Desuden er der langt flere og mere tilbundsgående artikler på Wikipedia end på noget papirsleksikon. Selv indenfor mit fagområde bruger jeg ofte artiklerne til at få overblik over ting, selvom det til tider er meget smal og specifik viden. Der er altså masser af fagfolk, der sidder og bruger deres fritid på at bidrage til Wikipedia projektet. Når fejlfrekvensen er så lav, som den er, er det til dels fordi redigeringssystemet er skidefucking snedigt bygget op, men mest fordi der er så mange der synes at det her er en god ide, at for hver idiot der vil poste forkerte ting på Wikipedia er der flere hundrede, som er villige til at rydde op – helt gratis. 

For det andet fordi Wikipedia er en af de fedeste ting, der nogensinde har ramt internettet. wikipedia har formået at gøre hvad videnskaben på mange måder har fejlet i. De tilbyder betingelsesløs gratis, objektiv, opdateret information. Dette beror på at at så mange smider en masse gratis arbejde i at dele information. Wikipedia er en slags moderne babeltårn, med det forbehold at det ikke ser ud til at vælte. 

Ironisk nok endte indlægget på TV2 med at understrege styrken ved Wikipedia. Fejlene i artiklerne, som blev produceret af Egmont, blev faktisk næsten bogstaveligt talt rettet tilbage hurtigere end de kunne nå at bruge dem i indslaget, så de var nødt til at lave ændringerne i lokale kopier og bruge dem i udsendelsen. Og det community som står bag wikipedia, er meget engagerede om at sikre troværdigheden bag projektet. Umiddelbart

Sagen er blevet en rævekage for TV2/Egmont/Nordisk film,en rævekage som nok blev accelereret ret voldsomt af den måde, som Godmorgen Danmarks redaktion i første omgang reagerede på kritikken fra Wikipedians. Henover weekenden blev det et ret hot topic i Blogsfæren og sagen er, trods en beklagelse og berigtigelse mandag morgen i Godmorgen Danmark, nu meldt til pressenævnet.

Journalisten.dk

Dorte tofts blog – Bizzen

Hovedetpåbloggen.dk

thebrandblog.dk

Journalisters vs. videnskabsfolks ansvar

En ting jeg dog til stadighed provokeres svært af er journalisters syn på deres egen rolle som meningsdannere. Som forsker, har jeg et stærkt ansvar for at operere under et sæt videnskabsetiske retningslinier og gør jeg ikke det, kan og vil jeg blive indklaget for udvalgende vedrørende videnskabelig uredelighed, hvor jeg kan blive pålagt forskellige straffe og sågar strippet af akademiske titler. Som journalist har man et langt videre spillerum og meget få af de sager, der når i pressenævnet, fører rent faktisk til sanktioner mod journalister.

Dette provokerer mig voldsomt, fordi journalisters ytringer påvirker meningsdannelsen langt mere end min (eller andres) forskning nogensinde vil. I mine øjne burde det betyde at at kravene til journalisters gøren og færden burde være ligeså streng som eller strengere end indenfor akademia, men det er ikke tilfældet. På grund af denne erkendelse engagerer jeg mig ofte i mediernes rolle i denne type sager. Dér har jeg erfaret at stort set hver eneste gang jeg har gjort journalister eller redaktører opmærksomme på at de bevæger sig på eller udenfor grænserne af presse- eller videnskabsetik, så har jeg fået et småsurt svar, hvor den aktuelle redaktør/journalist, har afvist min klage totalt og helt generelt stået meget stærkt på at de har ret til at handle på den måde de har gjort. Se for eksempel Jes Scröder’s respons på journalisten.dk. Det er vel sket for mig 5-10 gange ialt. Jeg har altså endnu til gode at opleve at en redaktør eller journalist svarer med et “ja, det kan sgu godt være du har ret i at dén var over stregen. Vi kigger på sagen og ser om vi kan behandle det bedre i næste afsnit”. Hvor kommer denne arrogance fra? Denne konsekvente fastholdelse af ens ret? Denne afskrivelse af andre folks mening? Som forsker er det enormt vigtigt at bevare evnen til at træde tilbage og se på om ens ideer er formet af de tilgængelige oplysninger, eller om ideerne får deres eget liv og begynder at influere måden man læser sine oplysninger på (skulle du være i tvivl, er den sidstenævnte metode forkert). Med andre ord skal man have en ret stor grad af villighed til at ændre sin hypotese, hvis de tilgængelige informationer den er baseret på, ændres, eller der kommer nye informationer til. Jeg kunne godt savne en lignende villighed hos pressestanden til at gøre indrømmelser på deres arbejde.

Det skal dog siges at i weekenden skrev jeg en mail til Jes schröder (redaktøren for det aktuelle program) selv, hvor jeg fortalte ham hvad jeg mente om denne sag og han rent faktisk kom med en rimelig blank erkendelse af at de havde klokket i det. Selvom det er første gang at jeg har modtaget en indrømmelse i denne type problemstillinger, så kan jeg, hans tidligere svar og mængden af sure mennesker taget i betragtning, let komme til at se det som om at kilden til hans ændrede mening mere skyldes mængden af sure mennesker. Altså at der er tale on spin og media damage control. Men jeg vil lade tvivlen komme ham til gode og tro at det er oprigtigt. Vi skal jo tro på hinanden, ellers bliver verden aldrig et rart sted at være.

Næste indlæg er under hastig udformning

Diæt for dummies

Netop hjemkommet fra USA har jeg brugt de seneste 10 dage på at pakke omkring 200 kg baggage ud (yes, så meget var der ), slås med dokumentation af rejseudgifter, at indhente 6 måneders bureakrati, besøge bedsteforældre (ikke mine – ungernes), samt at blive resocialiseret her i Danmark.

Men som lovet, kommer der her en lille guide til hvordan man kan bruge sin kost til at tabe sig, uden at falde i “kur” fælden. Havde jeg været mere skruppelløs og/eller grisk havde jeg selvfølgeligt shoppet domæner og forsøgt at have det næste diætkoncept, hjemmeside, og apperance på morgen-TV klar til næste gang det bliver agurketid. Nej, der bliver sgu nok ingen tomatkur i denne omgang. Jeg vil ihvertfald gøre mit til at det ikke sker.

Ud – ind = ændring….. eller hvad?

Menneskekroppen forbruger eller omsætter en vis mængde energi per dag og størrelsen af denne omsætning afhænger først og fremmest af kroppens størrelse samt sammensætningog dernæst dens aktivitetsniveau. Rent faktisk kan man med en sikkerhedsmargen på cirka 10% forudsige kroppens energiforbrug i hvile (den tekniske betegnelse for dette er REE, resting energy expenditure) udfra køn, højde, vægt og alder med Harris-Benedict ligningen. Herefter kan der justeres med en faktor for mængden af fysisk aktivitet (PAL, physical activity level), hvilket giver et rimeligt bud på kroppens samlede energiforbrug. Når der tales om vægttab eller vægtøgning i forbindelse med kosten, reducerer mange derfor diskussionen alene til at det er et spørgsmål om at spise mere end man for forbruger.

Fortalerne for denne måde at gribe det an på, vil altså sige at man skal tælle kilojoule/kalorier i alt hvad man spiser, veje sig f.eks. hver anden uge og hvis man over sådan en to-ugers periode ikke har tabt, sig, så skærer man 1000 kilojoule af mænden af energi, der indtages per dag og fortsætter indtil man begynder at tabe sig (forudsat at målet er et vægttab). Hvis man følger denne metode, så kan man 100% sikkert manipulere sin vægt op eller ned. Problemet er bare at det ikke er alle, der er i stand til at udvise den diciplin der skal til for at gøre dette. Desuden sker der ofte det, at længere tids tælling af kilojoule/kalorier, fører til at folk mister deres appetitfornemmelse og generelt måske får et forstillet forhold til mad. Der er jo meget snak om ortoreksi, som beskrives som en sygelig trang til at kontrollere sine kost- og motionsvaner. Hvorvidt dette reelt  er et problem eller udelukkende er et agurketidspseudoproblem, ville jeg ikke gøre mig klog på (ihvertfald her og nu). Men for almindelige folk, mener jeg ikke at det er nødvendigt at styre sin kost ved tælling, ja, måske slet ikke hensigtsmæssigt.6 stykker frugt/grønt om dagen

Appetitfornemmelse

Der findes mange årsager til at folk bliver overvægtige, men jeg synes der er en central pointe der er gået tabt. Langt de fleste mennesker (ihvertfald her i danmar) er faktisk stadig normalvægtige… Tænk hvis man bare spiste een (1) procent for meget eller for lidt hver eneste dag – det ville føre til at man enten tog et kg på om året, eller tabte det, afhængig af fortegnet. Der er altså en mekanisme i vores krop som med en meget lille margen er i stand til, i det lange løb, at regne ud hvor meget mad vi har brug for og sørge for at vi spiser det. Og det endda med forbehold for udsving, som juletid og hvad ved jeg. Denne mekanisme er vores appetit. Yes, så simpelt er det. Men hvorfor er det så at folk bliver fede? Det kan grundlæggende skæres ned til to årsager:

1) I det civiliserede samfund har vi adgang til en masse fødevarer som ikke mætter særligt meget i forhold til hvor meget energi de indeholder, igen set i forhold til den type kost evolutionen har skabt os sammen med. Stenaldermenneskene har sikkert ikke haft særligt let adgang til ting som smør, pasta, sukker osv.

2) Alt for mange mennesker spiser af alle mulige andre årsager end at de er sultne. Det kan være som tidsfordriv, for at fortrænge tomhedsfornemmelse, som en måde at bevare kontrol på eller noget helt andet. Hvis man grundlæggende ikke er i kontakt med sin appetit, vil forsøge på vægttab med diæt have meget lave succesrater. Desuden er der flere ting der tyder på at motion er med til at modulere appetitten, både at fysiologiske årsager og af neuropsykologiske. Motion kan altså hjælpe dig med at finde en naturlig appetit.

Hvad kan jeg gøre?

Det første er selvfølgelig at sørge for at kosten som helhed er sund. Sundheds- og fødevarestyrelsens anbefalinger er et godt sted at starte. Det betyder kort sagt at man skal spise så få animalske fedtstoffer (kød- og mælkefedt) som muligt, spise fisk, helst fed, mindst et par gange i ugen og spise mindst 6 stykker frugt eller grønt om dagen, hvoraf mindst halvdelen skal være grøntsager. Så simpelt er det i grunden. At slik og sodavand er “usundt” og at rugbrød er bedre end toastbrød kræver ikke en PhD. Læg mærke til at det er fedtstoffet i kød og mælkeprodukter der er skidt, så skært kød og skummetmælksprodukter er helt fint og husk på at vegetabilske fedtstoffer er fine nok.

Det næste er selvfølgelig at sørge for at spise efter appetitten. Lang tid med diæt, svingende vægt, kalorietælling eller lignende faktorer kan godt resultere i en svækket appetitfornemmelse og det kan tage lang tid at finde den igen. Husk på at motion sandsynligvis gør det lettere.

Indenfor rammerne af en etableret sund kost kan man sagtens styre sin vægt, uden at tælle kilojoule/kalorier og samtidig ved at spise efter sin appetit. Hvis man ønsker at tabe sig, kan man gøre det ved at sørge for at spise måltider med et højt mæthedsindex (som altså mætter meget i forhold til deres energiindhold) og modsat hvis man er ude efter en vægtforøgelse. Da vægttab nok oftest er interessant vil jeg gennemgå hvordan man kan gennemskue hvilke produkter der mætter meget.

1. Lav energitæthed

Visse fødevarer indeholder meget vand, hvilket fører til lav energitæthed. Eksempler er bladselleri, meloner og gulerødder. De fylder relativt meget i maven og bidrager på den måde til mæthedsfornemmelsen. Som et eksempel er der havregrød i forhold til havregryn

2. højt proteinindhold

Fødevarer med højt protein indhold mætter meget, det er et ret veldokumenteret faktum og en væsentlig del af succes’en bag højprotein diæter som Atkins diæten. Udover kød, så gælder dette nogle osteprodukter, æggehvider, visse typer bønner og ærter og tofu (find selv på flere her f.eks.). Det er desuden særligt vigtigt at spise meget protein under vægttab da, det hjælper kroppen med bevare muskelmassen under vægttab. “Meget” i denne sammenhæng er omkring 1.5 g/kg kropsvægt/dag, eller en energiprocent hidrørende fra protein, på 15-20%.

3. Højt fiberindhold

Produkter med højt fiberindhold binder meget væske i maven og tarmene og bidrager på denne måde til mæthedsfornemmelsen. De fleste grove grøntsager, som kål og rodfrugter (knoldselleri, pastinak, peberrod, rødbede) har et ret højt fiberindhold og har desuden også en god konsistens (se punkt 5).

4. Stærk smag

Visse smagsindtryk påvirker mæthedsfornemmelsen, hvorfor stærk mad i visse tilfælde fører til mindre fødeindtag, altså at den mad de indgår i, mætter mere. De fleste af de “stærke” krydderier medfører desuden også et lille ekstra energiforbrug, blandt andet på grund af den varme de får kroppen til producere, omend det er tvivlsomt om det gør en forskel i det store regnskab,

5. Konsistens

Jo mere solid en fødevare er og mere tyggearbejde den kræver, jo stærkere effekt har den på mætheden. F.eks vil en rå gulerod mætte mere end en kogt gulerod på samme vægt (og have flere intakte mikronæringsstoffer) ligesom 100 g rugbrød mætter mere end 100 g toastbrød, selvom profilen af næringsstoffer faktisk er rimeligt enslydende. Omvendt er alt energi der indtages fra væsker, meget dårligt til at mætte og såfremt man vil tabe sig, bør næsten alt drikkenergi skæres væk (herunder alkohol, som faktisk er ret energitæt). Eksempler på produkter af denne type er rodfrugter, nødder, kål, kød.

6. Portionsstørrelser

Der er ligeledes ret veldokumenteret at der er mange andre ting end selve sammensætningen af måltiderne der bidrager til udvikling af mæthed. F.eks. vil en reduktions i portionsstørrelse eller reduktion i størrelsen af tallerkenen der bruges også føre til reduceret indtag, til dels fordi det tager længere tid at spise den samme mængde energi delt op i flere små portioner og til dels fordi hjernens indtryk af en fuld tallerken er med til at skabe ideen om et stort, mættende måltid, hvilket igen påvirker mæthedsfornemmelsen.

Ved tilsammen at manipulere alle disse faktorer kan man opnå en reduktion i energindtag på 15-30%, hvilket er nok til at give et væsentligt vægttab (omkring 500 g/uge som et kvalificeret guesstimat). Ikke overraskende er den type produkter, som bliver frasorteret, når man skal følge disse guidelines, ris, pasta, det meste brød, kogte kartofler og lignende. Altså de fleste af de kuæhydratkilder som vi er vant til at betragte som en af grundpillerne i vores madudvalg. Her i Danmark er vi vant til at først tage kød, så kartofler, så sovsen og til sidst grøntsagerne, hvis der ellers er plads tilbage. Dén vane ville det hjælpe mange at lave om til at man først tog grønt, derefter kød, en smule kartofler (hvis nogen overhovedet) og så sovsen (som forhåbentlig var rimeligt let). Folk der arbejder fysisk, har brug for meget energi og helst fra kulhydrater og dernæst fedtstoffer og vores historie har derfor dikteret den fornævnte prioritering i vores måltider. Men langt de fleste af os arbejder ikke fysisk længere og har derfor ikke brug for den samme mad. Så når man sorterer nogle af de store kulhydrat kilder fra (jf. ovenstående) er det ikke fordi kulhydraterne i sig selv er skidte, som mange af kost guruerne ellers påstår, men fordi de optager plads fra andre fødevarer, som vil give mere mæthed og flere vitaminer og mineraler.

Enjoy…