Buzzwords og nul brok

Yes, endelig fik jeg mulighed for at fyre et lækkert lidt buzz agtigt ord af i titlen. Og endda i en blog post, hvor jeg ikke brokker mig over noget. Rent faktisk anser jeg selv emnet for denne post for at være af helt ekstrem stor signifikans (væsentlighed?). Årsagen skal jeg nok komme ind på senere… Det startede med at jeg i går stødte jeg på denne nyhed på dr.dk. Selvom den kunne ligne så mange andre nyheder baseret på journalister, der havde misforstået forskningsresultater, synes jeg den lugtede “af noget” og dykkede lidt ind i den…

Nyheden

Firmaet interleukin Genetics har i samarbejde med forskere fra Stanford Universitet udviklet en gentest der kan fortælle folk om de har lettest ved at tabe sig ved at skære i deres kulhydrat indtag eller deres fedtindtag. Resultaterne blev præsenteret ved konferencen “American Heart Association’s Joint 50th Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention – and – Nutrition, Physical Activity and Metabolism”  (det navn kunne godt trænge til lidt slankekur) i San Fransisco for under en uge siden, og de ser for det første ud til at være positive, altså at der er forskelle menneskers respons på fedt- vs. kulhydratreduktion imellem, for det andet at forskellene er store nok til at det er relevant at arbejde med og for det tredje har det givet anledning til at firmaet Interleukin Genetics har udviklet en kommerciel gentest, markedsført under navnet Inherent Health Weight Management Genetic Test, der kan fortælle folk hvilken type de er, til en rimelig pris.

Man kan læse pressemeddelelsen fra Interleukin Genetics’ egen hjemmeside her. Det er iøvrigt interessant nok at pressemedelesen er frigivet under selve konferencen. Det tyder på at de virkeligt gerne vil forsøge at blæse det ud over verden.

Genpolymorfismer

Vi mennesker er jo alle forskellige og de forskelle beror på forskelle i vores gener eller genom (genom=alle gener). I enhver befolkning findes der forskellige varianter af gener og de forskellige varianter forekommer med en vis frekvens. Når en variant af et gen forekommer med en vis hyppighed i en befolkning, betragter man det ikke som en mutation, men som en variation, eller også bruger man den mere tekniske betegnelse, nemlig en polymorfisme. En af de almindeligste typer af disse polymorfismer er Single Nucleotide Polymorphisms, hvilket bliver til SNP’s, udtalt snips (en snip, flere snips). Disse resulterer oftest i at det protein, genet koder for, får erstattet en aminosyre et sted med en anden. Da proteiner generelt består af temmeligt mange aminosyrer (50-500) burde det være åbenlyst at de fleste SNP’er ikke ødelægger proteinets funktion totalt, men blot ændrer det en smule.

Derudover er det vigtigt at huske på at vi jo som bekendt arver et sæt gener fra vores mor og et andet fra vores far. Disse sæt er ikke nødvendigvis ens og man kan sagtens have polymorfisme A fra sin mor og B fra sin far, ligesom AA og BB kombinationer også kan lade sig gøre. Det har den betydning at hvis man nu f.eks. fik sort hud af variant A og hvid hud af variant B, ville en person med AA kombinationen være kulsort, en person med BB kombinationen hvi som coke, mens personer med AB kombinationen ville være et sted midt imellem. Effekten af polymorfismerne er altså på en måde kvantitativ i forhold til ens polymorfisme sammensætning. Polymorfismer noteres på følgende måde (den “normale” aminosyre)(position, altså nummeret i proteinkæden)(den aktuelle variation i aminosyren), f.eks. Pro30Ala, som betyder at hvor der normalt sidder en proline, sidder der nu en alanin (i den aktuelle person). I den aktuelle test, er de gener og polymorfismer man har taget ud:

• Fatty acid binding protein 2 (FABP2), Ala54Thr, hvor Thr udgaven er en risikofaktor for at udviklde fedme og som jeg forstår det den udgave der gør at bæreren reagerer bedre på nedskæringe ri fedtindtaget.

• Peroxisome proliferator-activated receptor-gamma (PPARG eller γ), Pro12Ala, Hvor Pro udgaven er en risikofaktor for fedme og den polymorfisme der er mest modtagelig for reduktion i fedtindtaget.

• Beta-2 adrenergic receptor (ADRB2) Arg16Gly og Gln27Glu, hvor 16Gly og 27GLu udgaverne er de “dårlige” udgaver, som disponerer for fedme. Det fremgår ikke af dokumentationen præcis hvordan disse polymorfismer interagerer med fedt- eller kulhydrat indtaget.

• Beta-3 adrenergic receptor (ADRB3) Arg64Trp, hvor Arg udgaven disponerer for fedme. Det fremgår ikke af dokumentationen præcis hvordan disse polymorfismer interagerer med fedt- eller kulhydrat indtaget.

altså 5 polymorfismer fordelt på 4 gener. Desuden påvirker flere af disse polymorfismer også hvor godt man reagerer på træning i forhold til vægttab, men det vil jeg ikke komme ind på her. Samlet set betegnes en profil af en persons gener, som den persons genotype.

Er en kalorie bare en kalorie?

Det er jo en del af vores ernæringsfaglige dogme at en kalorie bare er en kalorie (eller kilojoule, som det jo burde være). Men er den det? I de forsøg hvor de har valideret denne gentest, har de udsat et panel på cirka 140 kvinder som var delt ind i 4 grupper, for hver sin egen diættype, nemlig følgende:

• Atkins (meget lav kulhydrat)
• Ornish (meget lav fedt)
• LEARN (lav fedt)
• Zone, (middel fedt og kulhydrat)

De indtil videre rapporterede fund er som følger:

Individer på en diæt svarende til deres genotype, tabte sig 5.3 % af deres kropsvægt, i modsætning til individer, der ikke var på en diæt svarende til deres genotype, som kun tabte 2,3 %. Hvis man kun kiggede på dem i de meste ekstreme grupper, nemlig Ornish vs. Atkins diæterne, steg denne forskel til 6,8% vægttab i den genotypematchede gruppe vs. 1,4 % i den ikke-genotypematcede gruppe. Disse tal er citeret fra en konference og ikke publiceret endnu. Det skal derfor siges at de måske skal tages med nogle forbehold indtil videre. Men de siger jo groft sagt at man taber sig over dobbelt så hurtigt, hvis man vælger en diæt der passer til sin genotype. Hvis det passer, bliver dette stort i fremtiden….

Men tilbage til spørgsmålet i overskriften for afsnittet… Jeg kender til forsøg, hvor man sammenlignede effekten af 3 vs. 6 daglige måltider (hvor det samlede daglige indtag var det samme) i kombination med styrketræning, hvor gruppen med 3 måltider tog mere på end dem med 6. På samme måde ved man at i kvæg, der behandles med anabolske steroider, tager dyrene mere på af den samme mængde mad end dyr, der ikke får anabolske steroider. Der findes altså dokumentation for at en kalorier ikke altid bare er en kalorie og noget kunne jo tyde på at det også er i spil her, hvor man ser forskellige respons på fedt- og kulhydrat reduktion.

Målrettet genetik

Man har i nogen tid brugt e teknologi som denne indenfor farmakologien, altså lægemiddelvidenskaben, fordi man ved at der er forskelle i hvordan folk omsætter og udskiller lægemidler. Udskiller man f.eks. et lægemiddel særligt langsomt, betyder det at der er en højere risiko for overdosering og at man kan nøjes med en mindre dosering. Det har man brugt i forbindelse med behandling af meget dyr eller meget giftig medicin (som kemoterapi). Teknologien har dog ikke været udbredt på verdensplan, og slet ikke tilgængelig for menigmand.

Hvorfor er det her så så vigtigt?

Jeg ser det her som værende så vigtigt fordi at det er første gang at vores viden om gener og molekylærbiologi, kan bruges til at fortælle noget om folks forskelle og hvordan de kan imødegå de forskelle på et helt praktisk niveau – nemlig hvordan taber jeg mig lettest. Det er første gang at teknologi som denne er kommercialiseret og har fundet en applikation (og en pris) hvor det er interessant for helt almindelige mennesker at finde deres genotype så de kan justere deres adfærd derefter… Det eneste du skal gøre er, at skrabe en vatpind mod indersiden af din kind, putte den i et plasticrør og poste den til Inherent Health…

Og prisen?

149 dollars, min ven, mindre end en halvdyr personlig træner i en time….

pressemeddelelse fra Interleukin Genetics

produktvalidering (svært tilgængeligt stof)

bestilling

Blabla, surftown og mere blaaa

Det har været stille her i laang tid og det vil jeg gerne undskylde. Jeg har haft vanvittigt travlt med den afsluttende fase af min PhD, personlige forhold, flytning og whatnot. Samtidig er der kommet flere wordpress opdateringer siden min installation og da Surftown har sat deres cache på serveren for lavt, kan man ikke bruge autoopdatering (tak for lort, Surftown), hvilket så igen betyder at jeg skal gøre det manuelt, hvilket tilsyneladende kræver at jeg skal sætte mig ind i php-databaser, rette nogle scripts og nogle ting, der kræver at jeg sætter mig ind hvad jeg laver, hvilket jeg ikke har haft tid til. Følgelig har jeg blandt andet ikke adgang til mine plugins længere og der er et par andre features, der også svigter lidt. Jeg opvervejer at flytte bloggen til en host, der tager sig af alt det der tech noget, så det ihvertfald ikke er en hindring… The bottom line er at der nok snart sker noget igen..

Det foresvæver mig at jeg ofte kommer til at brokke mig her i bloggen og jeg havde egentlig lovet mig selv at jeg ville til at brokke mig lidt mindre, men nu er der altså en ting der har gnavet i et stykke tid, som jeg bare MÅ af med. Og det er ideen om at der findes sarcoplasmisk og myofibrillær hypertrofi, som bliver påvirket af forskellige typer træning. Som du måske allerede nu fornemme, mener jeg at det er forkert – rettelse, det ER forkert. Alternativt sidder du stadig og tygger på ordene og har aldrig hørt om noget af det. Fortvivl ikke – forklaring følger.

Muskelfibres arkitektur

muskelfibre er modsat kroppens andre celler, i virkeligheden sammensmeltet af mange andre celler. Under fosterdannelsen, designeres nogle populationer af cellerne til at blive muskler. Disse celler modnes til et stadie, hvor de begynder at smelte sammen. Det er en af forklaringerne på hvordan muskelfibre kan blive så store (op til flere cm). Det er simpelthen een stor celler, med mange cellekerner. Disse cellekerner agerer kontrolstationer og er nødvendige for muskelfiberens funktion.

Alle kroppens celler har et skelet, celleskelet eller cytoskelet, totalt i parallel med vores. Cellernes skelet giver dem en grad af stivhed, som beskytter dem mod mekanisk skade og det er ofte også involveret i cellernes forankring til nabocellerne eller det protein de eventuelt er indlejret i. Men ikke nok med det, mange celletyper har også “muskler” koblet på deres skelet, igen totalt i parallel til vores muskler, som tillader dem at kravle lidt rundt. I muskelceller er dette skelet voldsomt ekspanderet, idet cellerne for det første er store i forhold til andre celler og desuden er helt fyldt op med strenge af proteiner (de førnævte “motorer”), som kan få dem til at trække sig sammen. I muskelceller udgør cytoskelettet dermed rigtigt meget af alt cellens protein (et guesstimat er på 90-95%, hvor det normalt nok er omkring 10-20%).

I muskelfibre udgøres en stor del af cytoskelettet af disse proteinstrenge som kan få dem til at trække sig sammen og de benævnes derfor kontraktile proteiner eller bare myofibrillære. Men cellerne har mange forskellige organer og “væv”, igen totalt som væres kroppe. F.eks. er der membranen (cellernes hud), mitokondrier (dem, der laver energi ud af maden vi spiser), ribosomer (dem, der bygger nye proteiner), sarcolemma (et lag af proteiner i og udenpå membranen) og sarcoplasmaet, som er resten af det der flyder rundt inde i muskelfibrene.

Myten

Det er jo ingen hemmelighed at hvis man træner med vægte og spiser meget mad, får man større muskler og det er fordi at muskelfibrene bliver større (men ikke flere). Myten går så ud på at, hvis man laver styrketræning med mange gentagelser og høj udmattelsesgrad, bliver muskelfibrene større fordi der bliver mere sarcoplasma og flere sarcoplasmiske proteiner, mens hvis man træner meget tungt og med få gentagelser, bliver muskelfibrene større fordi der bliver flere af de myofibrillære proteiner, altså dem der får selve musklerne til at trække sig sammen.

Man vil finde denne forklaring p,å hvorfor mange folk der styrketræner med lav vægt og høj udmattelsesgrad, tilsyneladende kan få store muskler, uden at blive tilsvarende stærke i flere populærfaglige og almindeligt populære bøger om styrketræning, blandt andet Pavel Tsatsouline’s Power to the people og Mel Siff’s Supertraining. Jeg synes at begge bøger er rigtigt gode styrketræningsbøger, men forfatterne er ikke uddannede fysiologer eller biologer og har ihvertfald aldrig kigget på en muskel i et mikroskop og på dette punkt er de begge kommet på dybt vand.

Som jeg allerede har været lidt inde på er myten givetvis opstået fordi man gerne vil forklare hvorfor at typisk bodybuildertræning, altså styrketræning med lav vægt, ofte høj volumen og meget høj udmattelsesgrad, tilsyneladende kan give store muskler, uden at give samme grad af styrke som man ville se i en person der havde trænet mere styrkeorienteret (høj vægt, lav volumen og udmattelsesgrad). At forklaringen så har taget lige præcis dén form, tror jeg stammer fra en misforståelse af noget af den videnskabelige litteratur. I forskningssammenhæng bruger man ofte indbygning af stabile isotoper til at måle proteinsyntese, f.eks. i muskler. I den type forsøg har der været tradition for at man fraktionerede vævet, i flere af de fraktioner beskrevet ovenover og så målte proteinsyntesen i hver af disse fraktioner. Mit gæt er at der engang for lang tid siden var en kvivk fyr der sad og så på denne type målinger, fandt et resultat der passede i hans kram, opfandt denne myte og sidenhed er der en masse der har viderebragt myten uden at finde ud af om der er hold i den.

Nu spørger du måske hvorfor dette ikke passe og det kommer jeg til. For det første er der ikke dokumentation for denne forklaring. Det er dog slet, slet ikke det samme som at den ikke passe. Jeg har kigget temmeligt meget på muskler i mikroskop og endda også i elektronmikroskop og med den erfaring i rygsækken har jeg nogle kommentarer: For det første udgøres næsten hele musklen, set i tværsnit af myofibriller og derfor batter eventuelle ændringer i mængden af protein i de andre fraktioner bare ikke særligt meget, hvis myten overhovedet passede. For det andet har jeg ikke observeret at afstanden mellem myofibriller inde i muskelfibrene varierer og jeg kender ikke engang nogen der har gjort sig den observation.

Virkeligheden

Når man træner BB-agtigt, altså lav vægt, høj udmattelse, er det indlysende at der helt ned på celleplan sker nogle andre tilpasninger end når man træner mere styrkeorienteret, eller for den sags skyld reel udholdenhedssport. BB’ish træning vil give nogle tilpasninger, der gør muskelfiberen i stand til bedre at modstå træthed og selvom det ikke er noget der er forsket særligt meget i, er mit (forhåbentligt kvalificerede) gæt, at det primært er i form af ændrede mængder af forskellige ion-kanaler og -pumper som altså sidder i membranerne. Det er dog ikke nok til at membranerne rent fysisk ville komme til at fylde mere inde i musklen. Man kunne også spekulere i om en øget lagring af glycogen kunne medvirke, men selvom jeg er skeptisk i forhold til dette, så gælder der også for glycogenen i muskelfibrene at det ikke fylder nok til at batte i forhold til overordnet muskelstørrelse.

Omvendt vil en person der er trænet mere styrkeorienteret være stærkere ved den samme muskelstørrelse, men det skylde ikke flere myofibriller, men bedre teknik, og neuromuskulære tilpasninger der er optimeret med styrke for øje…

Ahh, det lettede

Vi ses

Motionsmakulatoren…

Efter sommerferie, Roskilde Festival, knæskader og andet godt må det nu være på tide at komme i blogsvingninger igen. Bloggen har rundet 3000 hits, hvilket jeg, med den trods alt ret begrænsede aktivites, synes er en succes. Jeg har forsøgt at forberede noget materiale, så jeg kan være lidt foran og udgive et indlæg 1-2 gange i ugen, eller hver 4.-5. dag, som neteksperterne siger er det der skal til for at holde en blog sjov at følge med i. Desuden vil jeg forsøge at afveje mine indlæg, så der kommer flere faktuelle artikler om ting, som folk kan bruge til noget og lidt mindre øffen over alle de ting jeg er utilfreds med. Som noget nyt vil jeg desuden begynde at lave nogle “interview specials”, hvor jeg tager forskellige personer fra sundheds- eller fitness branchen i den varme stol.

Nyt om kreatin

Dagens kategori bliver en af de mere faktuelle artikler og handler om kreatin. Kreatin er til dato det kosttilskud der er bedst dokumenteret i forbindelse med styrketræning. I samspil med styrketræning øger kreatin styrkefremgangen og muskelvæksten væsentligt mere end placebo, hvilket er dokumenteret meget grundigt. Dog er det også dokumenteret at der er store forskelle i hvor godt folk reagerer på det og man betragter således omkring 30% af folk som kreatin “non-respondere”, altså personer for hvilke kreatin virker meget dårligt eller slet ikke. På trods af denne spredning i effekt  virker kreatin set i det store hele. I kroppen omdannes kreatin gradvist til den inaktive metabolit kreatinin, som udskilles uden problemer.

Kreatin eller kreatin monohydrat, som almindeligt kreatin kaldes, blev opdaget, eller dets præstationsfremmende effekter blev, i 1993 af kosttilskudsformaet EAS og har sidenhen været en blockbuster for kosttilskudsindustrien. Men det evige krav på nyere, frækkere, kosttilskud med flere mærkelige indholdsstoffer og billeder af svulmende kroppe på forsiden, har drevet denne industri ud i at finde på tilskud som har meget svag dokumentation for sikkerhed og effekt og det er dette, som jeg gerne vil behandle i indlægget her.

Som en del af udviklingen af nye kosttilskud er der kommet en hel flok nye kreatintyper, først kreatin ethyl ester (KEE, CEE på engelsk) og senere tri-kreatin malat, kreatin alfaketoglutarat og sikkert flere andre jeg slet ikke har fulgt med i. Fælles for disse forbindelser er dog at man har smedet almindeligt kreatin sammen med andre organiske forbindelser, som angiveligt skulle øge opløselighed (og dermed mindske risiko for maveproblemer), optag, stabilitet i maven eller blodet og dermed effekten af kreatin, altså evnen til at øge kreatin niveauet i musklerne og dermed hjælpe på muskelopbygning og styrkefremgang.

Fælles for alle disse nye typer kreatin er dog at der absolut ingen dokumentation har været for bedre effekt og argumentationen for at denne effekt rent faktisk skulle forefindes har været baseret på dybt, dybt tvivlsomme rationaler. Forklaringen ligger uden tvivl i den tvivlsomme markedsføringspraksis som er typisk for store dele af specielt den amerikanske kosttilskudsindustri. Men den slags ting får jo ikke lov til at ligge ubemærket hen og med tiden skal videnskaben nok tage dem under den nødvendige behandling, som det nu er sket med KEE… De specifikke påstande vedrørende KEE gik på at det er mere stabilt end kreatin monohydrat, hvilket altså betyder at det ikke så let omdannes til den inaktive forbindelse kreatinin, og derfor ville have en bedre effekt… Men se nu bare her…

korthuset vælter

For 2 år siden, til den fjerde årlige kongres for “the International Society of Sports Nutrition” i Las Vegas, præsenterede to talere data, der antydede at stabiliteten af KEE rent faktisk var langt lavere end for almindeligt kreatin. Disse to studier er nu blevet udgivet og man kan læse deres abstracts på Pubmed nu. Det første er dette. Jeg citerer den sidste sætning fra abstractet her:

This study indicates that the half-life of CEE in blood is on the order of one minute, suggesting that CEE may hydrolyze too quickly to reach muscle cells in its ester form.

Der står altså at KEE omdannes til den inaktive forbindelse kreatinin så hurtigt at det sandsynligvis ikke når ud til musklerne. Dét der kan afledes heraf er selvfølgelig at der kan sås meget alvorligt tvivl om der kan forventes nogen præstationsfremmende effekt af kreatin ethyl ester.

Det andet abstract er her. igen,  jeg citerer slutningen af abstractet:

This study demonstrates that mild non-enzymatic conditions are sufficient for the cyclization of creatine ethyl ester into creatinine, and together with previous results obtained under enzymatic conditions suggests that there are no physiological conditions that would result in the production of creatine. It is concluded that creatine ethyl ester is a pronutrient for creatinine rather than creatine under all physiological conditions encountered during transit through the various tissues, thus no ergogenic effect is to be expected from supplementation.

Her bliver formuleringen lidt hårdere. Artiklen fortæller at ved pH7.4 (svarende til blod) omdannes KEE til kreatinin stort set øjeblikkeligt og det spontant (der kræves altså ikke rigtigt nogele enzymer for at gøre det) og at man derfor slet ikke kan sige at KEE omdannes til kreatin, men til kreatinin, som altså ikke er præstationsfremmende.

Alt dette er meget godt, men hvad nu med hvad der sker hvis man rent faktisk giver det til mennesker og sammenligner med effekten af almindeligt kreatin? Det har man nu også gjort (og dette studie er faktisk tilgængeligt uden at have abonnement på noget tidsskrift). Abstractet kan ses her og hele artiklen kan læses her (i .pdf format)

I artiklen har man testet effekten af kreatin vs. KEE vs. placebo i forbindelse med vægttræning i utrænede mænd. Artiklen fortæller at almindeligt kreatin er langt bedre til at øge kreatin niveauerne  i musklerne, men KEE øger niveauerne af kreatinin i blodet voldsomt. Dette fortæller altså at problemet med omdannelse til kreatinin ser ud til også at være et problem inde i kroppen.

Når man kigger på effekten på styrke og muskeltværsnit er der generelt ikke nogen statistiske forskelle forskel mellem behandlingsgrupperne, men af de målte parametre med relation til præstation eller kropssammensætning faldt fedtfri masse, fedtmasse, total body water, intracellular body water, relative bench press strength, relative leg press strength og mean power ud til kreatin monohydrats fordel, mens kun thigh mass, extra cellular body water og peak power faldt ud til KEE’s fordel, kvalitativt. Jeg synes altså der anes en tendens til at kreatin monohydrat har en bedre effekt end KEE.

I studiet er forsøgspersonerne randomiseret dårligt (stor forskel i kropsvægt imellem behandlingsgrupperne (89 kg for kreatin gruppen og 74 kg for KEE gruppen) og desuden er der ikke nok forsøgspersoner til at små forskelle ville kunne blive statistisk signifikante. Det betyder altså at hvis der reelt set kun er små forskelle imellem grupperne, er det sandsynligt at det ikke ville blive statistisk væsentligt, hvilket af mange tolkes som fravær af effekt, selvom det bare kan dække over dårligt forsøgsdesign. Jeg er overbevist om at med flere forsøgspersoner og en bedre randomisering var sammenligningen mellem kreatin monohydrat og KEE faldet endnu mere ud til kreatin monohydrats fordel.

The bottom line er at det her nye smarte kreatin som kosttilskudsindustrien har markedsført som noget nyt og bedre, faktisk bare er nyt og dårligere og hurtigere bliver pisset ud. Så er du en der bruger kosttilskud, så skal du altså ikke tro på alt hvad du læser på farverige bøtter med piller og pulvere…. Det understreger bare endnu en gang at når der går profitoptimering ind i sport/sundhed og fitness, så ryger kvaliteten og moralen ofte over bord.

Referencer

Katseres NS, Reading DW, Shayya L, Dicesare JC, Purser GH. Non-enzymatic hydrolysis of creatine ethyl ester. Biochem Biophys Res Commun. 2009 Aug 21;386(2):363-7. Epub 2009 Jun 12

Giese MW, Lecher CS. Non-enzymatic cyclization of creatine ethyl ester to creatinine. Biochem Biophys Res Commun. 2009 Aug 4. [Epub ahead of print]

Spillane M, Schoch R, Cooke M, Harvey T, Greenwood M, Kreider R, Willoughby DS. The effects of creatine ethyl ester supplementation combined with heavy resistance training on body composition, muscle performance, and serum and muscle creatine levels. J Int Soc Sports Nutr. 2009 Feb 19;6:6.

Her efter jeg er kommet tilbage til Danmark (og har haft barsel), har jeg haft lidt mere tid end sædvanligt at bruge på nettet. Jeg er et par gange siden jeg er kommet hjem, blevet rodet ind i diskussioner om motionsdoping. Igenigen. Det ser aldrig ud til at ende.

Hvorfor jeg ikke bryder mig om krudt

For det første vil jeg gerne sige at jeg synes doping er noget lort og det er der flere grunde til: 1) Jeg synes vægttræning er fedt og historisk set har krudt gjort uhyre stor skade på vægttræningskulturen, både med hensyn til hvad folk tænker om vægttræning og -trænende, men også på den viden der findes om træning blandt de trænende; 2) Det generer mig voldsomt at laaaangt de fleste krudtere (motionsdopingbrugere) holder det hemmeligt at de er på krudt. De vil altså gerne have de store bøffer, men de samtidig gerne have at folk skal tro de har gjort det på den hårde måde.

I det røde hjørne: Anti Doping Danmark

Kulturministeriet har i de senere år gået mere aktivt ind i bekæmpelsen af doing i motionscentre. Det har blandt andet vist sig som indførelse af en smileyordning, hvor det gøres obligatorisk for kommercielt drevne motionscentr at de skal betale for dopingkontrol, såfremt de ønsker en glad smiley. Desuden laver de løbende informationskampagner omkring dopingmisbrug. Hvor disse kampagner for 3-4 år siden havde fokus på bivirkninger, er der nu større fokus på faktorer som afhængighed, samt hvordan motionscentrene kan skabe nogle ydre rammer som gør centrene mindre attraktive for krudtere. Grunden til at man gik væk fra at fokusere på bivirkninger, var at der faktisk ikke er særligt god dokumentation for misbrug af anabolske steroider giver alvorlige fysiske bivirkninger (ikke dermed sagt at de ikke er der). Det ny fokus på afhængighed mener jeg er et skridt i den rigtige retning, men det er desværre druknet i opmærksomheden på retningslinierne for indretning af motionscentre, navnlig tiltag som begrænsning i størrelsen på håndvægtene o.l. Denne sidste ide har foråraget stor vrede i motionsmiljøet, for disse tiltag hjælper skam med at holder krudtere væk, men de går også ud over de almindelige motionister. At skabe vrede hos dem, der burde være modtagere i den information man selv afsender er selvsagt uheldigt.

I det blå hjørne: Krudtuglerne

På den anden side af debatten står “dopingmiljøet”, hvis man da kan tale om et sådant. Det repræsenterer generelt brugerne og flere af de motionister der færdes i samme kultur. Når jeg diskuterer dopingproblematikken med krudtere, støder jeg på en række argumenter som ofte går igen, som har til formål at retfærdiggøre dopingmisbruget for det første overfor individet selv og for det andet overfor omgivelserne. De er oprenset meget godt i dette blogindlæg jeg stødte på for en måneds tid siden. Titlen på dette mit eget indlæg er selvfølgelig en reference til titlen i det det linkede blog indlæg.

Illusionen om kontrol

Der er en meget udtalt ide i krudtmiljøet om at det kun er de “dumme” der får bivirkninger. Der eksisterer altså en ide om at man ved at udøve en form for kontrol over brugen af anabolske steroider kan reducere risikoen for bivirkninger. Det kan man også – primært ved at tage mindre eller helst ingen steroider. Eksempler på det er at visse brugere forsøger at udregne hvad deres niveauer af dopingstoffer i blodet er (“for det er jo vigtigt at holde dem stabile”). Jeg har sågar set et regneark der skulle lave disse udregninger for forskellige steroider, baseret på deres halveringstid. Andre eksempler på denne illusion om kontrol er brugen af såkaldt post-cycle treatment, PCT, som involverer brug af antiøstrogener eller aromatasehæmmere under og efter kuren, samt HCG efter en kur, så man kan undgå de bivirkninger. Endelig er sammensætningen af kure blevet en besynderlig pseudovidenskab i disse kredse. Man blander forskellgie anabolske steroider for at kontrollere serumnivauer og for at undgå fald i såkaldt receptor affinitet, altså kroppens evne til at respondere på stofferne.

Faktum er at man kan ikke beregne serum koncentrationer udfra vejledende halveringstider – overhovedet. Anabolske steroider har en meget kompliceret farmakokinetik. Man kan ikke forhindre de væsentlige bivirkninger med PCT, kun de kosmetiske, og har man brugt krudt i længere tid, vil selv HCG ikke forhindre en grad f endocrint crash (tab af kroppens egen hormonproduktion pga. feedback mekanismer). Endelig er grunden til at man responderer dårligere på krudt efter lang tids brug mangfoldig og sandsynligvis er selve receptoraffiniteten kun en meget lille del af forklaringen. Alle disse ting er altså ting, der har ret svag fundering i saglige betragtninger, men som er vigtige dele af ideen om hvilken slags viden man skal have, for at kunne tage krudt på en smart måde, er.

“Hvorfor har DU ondt i røven?”

Når man blander sig i pro vs. con debatten omkring anabolske steroider med brugere, får man ofte stukket i skoene at man kan blande sig udenom, for det påvirker jo ikke andre om der er én tager steroider. De  har altså tilsyneladende en ide om at fysisk træning er et internaliseret projekt som forekommer totalt adskilt fra den ydre verden. Denne ide er forkert.

Træning er stort set altid et spørgsmål om social realisering. Fjernede man den sociale sammenhæng (=andre mennesker) er det nok tvivlsomt om det enkelte individ ville vælge at bruge anabolske steroider, måske endda at træne. Mange af de samme folk, som mener at de udelukkende træner og bruger krudt for deres egen skyld og mener de er ligeglade med hvad andre tænker, går jo alligevel så meget op i hvad andre folk tænker, at de meget sjældent vælger at fortælle at en stor del af deres fysik er bygget med ulovlig medicin…

Iøvrigt er det interessant at bemærke at lige så snart der er en anden, der viser rigtigt gode resultater, så er det ofte krudterne som først er ude med riven (krudtbeskyldninger). Tyv tror hver mand stjæler.

“Bare en enkelt kur”

Jeg har haft mange motionsdopingbrugere i min omgangskreds, ja endda blandt mine venner. Stort set dem alle startede ud med en meget stærk tro på at de kun liiiige skulle have en enkelt kur, for så var deres krop nærmest færdig/perfekt/whatever. Sjovt nok endte langt de fleste med at tage mere end 5 kure og måske 10-20% kom ud i et meget hidsigt forbrug af forskellige typer anabolika, hvor der blev meget langt mellem pauserne og meget kort mellem stikkene.

Anabolske steroider er vanedannende. Eller det er måske lidt unuanceret. De fleste testosteronlignende stoffer er centralt stimulerende i samme skala som koffein eller nikotin. Denne effekt bidrager givetvis til en lille fysisk afhængighed, hvilket er dokumenteret rimeligt stærkt i dyreforsøg. Men det reelle problem er at folk i motionsmiljøet bliver afhængige af at have den her store muskuløse krop, som næsten kun kan vedligeholdes med krudt. De hænger simpelthen deres selvværd op på deres kropsbillede og har det derfor super mens de er på krudt, fordi så føler de sig store og hårde og har det ad helvede til når de er off, fordi de føler sig små og bløde. I det perspektiv er det ikke svært at se hvorfor den næste kur bliver så let for så mange.

Det er min “ret” at bruge krudt

Standpunktet at man har “ret” til at bruge krudt, pakket ind i en form for libertarianisme, støder jeg også ofte på. Man kan se et eksempel på det på denne hjemmeside. Jeg kan godt forstå at man kan være utilfreds med den eksisterende lovgivning og jeg kan endda også godt forstå at man kan være så utilfreds at man vil begå civil ulydighed, forudsat man kan tage sin straf uden at tude, skulle man blive taget. Men at påberåbe sig at en entydigt ulovligt aktivitet skulle være en “ret”, kan ikke andet en klinge hult.

“Der findes ikke dokumentation for at krudt er farligt”

Det er rigtigt at det er svært at dokumentere farligheden af brug af anabolske steroider. På den ene side findes der en masse kliniske forsøg med forskellige anabolske steroider, som dokumenterer at man kan tage forholdsvis høje doser (op til 800 mg/uge) af intramuskulært injicerede anabolske steroider, i op til 3 måneder uden udtalte bivirkninger. På den anden side findes der 100-vis af case studies med unge mænd der er indlagt med toksisk shock, organsvigt, og andre grimme ting. Problemet er at case studies ikke har en særlig stor værdi som bevisførsel. Det er skidesvært at lave befolkningsundersøgelser på denne slags ting, fordi dopingmisbrug er så uensartet i karakter, så tabuiseret og fordi de alvorligere bivirkninger ikke er akutte, men sandsynligvis akkumuleres over længere tids brug. hvilket stemmer fint overens med at der meget sjældent rapporteres væsentlige bivirkninger i kliniske studier.

Der tales ofte i debatten om at der mangles en “smoking gun”, altså en befolkningsundersøgelse eller en langtids interventionsstudie, hvor man kan vise at brugere får bivirkninger, mens ikke-brugere ikke gør. Det tætteste man kommer på en sådan undersøgelse er et studie af pärssinen fra 2000, hvor man har undersøgt dødeligheden blandt styrkeløftere, der brugte anabolske steroider, over en periode på 12 år. Efter de 12 år var over 4 gange så mange af styrkeløfterne døde, som i kontrolgruppen. Interessant nok var størstedelen af overdødeligheden forårsaget af selvmord og pludselig hjertedød. Der findes altså ting i litteraturen, som dokumenterer at der er sundhedsmæssige problemer forbundet med brug af anabolske steroider, i et brugsmønster som må forventes at ligne det, man ser i motionsmiljøet.

Men man behøves nu ikke være en haj til at browse i faglitteraturen for at se at der er problemer. Som bruger på Bodyhouse (nu passiv bruger, men jeg følger stadig med), skal man ikke bruge lang tid før man ser første- eller andenhåndshistorier om unge mænd, der 1) har kvittet hele krudtmøllen og er gået ned med depression, 2) har begået selvmord eller 3) har fået hjerteanfald eller lignende i en aalt for ung alder. Hvis man som bruger på et af disse sites ikke kan se at der altså er lidt for mange af den slags historier, så er det fordi man ikke vil se dem.

“Når andre ryger og drikker, så er det også i orden jeg krudter den”

Dett argument løber jeg også ofte ind i, i disse diskussioner. At sætte sine moralske standarder ned, efter hvor langt ned andre folk har dem, er simpelthen et skråplan. Det er småborgerligt at insistere på at når andre gør dumme ting, så må jeg også, men i virkeligheden nok en meget dansk ting.

10 runder, uafjort med dommerstemmerne nil-nil-nil

Du spørger måske dig selv hvorfor det er interessant for mig at svine både Antidoping Danmark og krudterne til: Hvis du gør det, vil jeg starte med at svare at mit mål er ikke at svine nogen som helst til eller putte alle dopingbrugere i en bestemt kasse. Det er jeg skam udemærket klar over. Jeg er imod doping og jeg mener at den bedste måde at komme det til livs er ved at skabe en holdningsændring og en holdningsændrting er betinget af en åben, og vigtigere endnu, reel debat. Jeg mener personligt at Antidoping Danmark historisk set har lavet nogle indspark, som ikke har hjulpet med at fremme dette. På den anden side har man et motionsmiljø og pro-doping miljø, som har meget travlt med at kritisere Antidoping Danmark for de førnævnte indspark, men som nok lige mangler at feje lidt for egen dør først.

Jeg har bevidst valgt en stil, som helt sikkert vil provokere nogle i denne sammenhæng, men det er mere for at ruske op i nogle folk end for at genere nogle. bliver spændende at se hvilke kommentarer der kommer….

God vind

(og nu vil jeg tage på Roskilde Festival)

Puha, så er barslen ovre og hverdagen trykker på igen. Derfor har det været lidt knapt med tid til at skrive nogle nye indlæg, men nu skal jeg nok stramme mig an. I dag bliver det lidt mere teknisk/fagligt end normalt. Jeg har brygget på dette indlæg i en rum tid og diskuteret med mig selv og mine omgivelser hvilken form det skulle have (kommentarerer er iøvrigt mere end velkomne). Det næste indlæg tror jeg bliver endnu en historie om doping… Men vi må hellere komme igang…

Citatet i titlen bliver ofte brugt af den forsker jeg besøgte i USA, Prof. Frank Booth (yes, ligesom ham den onde i Black Velvet). Førhen forstod jeg det ikke, men efter at have boet et halvt år i USA er det blevet langt klarere for mig, hvad det egentlig betyder. Da vi flyttede til USA kom vi med vores datter, som dengang var to måneder gammel og dermed skulle fragtes i barnevogn, hvorfor vi havde taget vores med fra Danmark.

I starten modtog vi mange nysgerrige kommentarer fra amerikanerne. De syntes at det var et vældigt smart instrument (“that’s soo modern” og “It looks very european”). Jeg fandt det lidt underligt, for uden barnevogne, hvordan fanden slæber de så deres småbørn rundt? Svaret er, at det gør de ikke! Byerne er anlagt sådan at man meget sjældent skal fragte sig særligt langt til bens og når man skal, fragter man enten ungen i en autostol, eller en paraplyklapvogn.

Som Nørrebro’er (dog eksiljyde, man skal jo ikke glemme sine aner ;o) har jeg aldrig haft noget behov for en bil, for stort set alt kunne klares til bens eller på cykel, og da vi kom til staterne, var en af de “store” ting vi skulle tage stilling til, om vi skulle have bil eller forsøge fortsat at fragte os til cykel/bens. Beslutningen blev let. Der var små tre km til nærmeste dagligvareindkøbsmulighed og det er via nogle meget fodgænger/cyklist Uvenlige veje. Bil blev det…

Vi boede ret tæt på en en af de store parkeringspladser for studerende og den var smækfyldt med biler – store biler, overvejende. Der kører så busser indtil campus, som er lidt under en km væk, for de flestes vedkommende. De studerende cykler altså ikke, selvom langt hovedparten af dem bor indenfor 5 km af campus. Faktisk er cykling som transportmiddel, så relativt ubeskrevet et blad i Midtvesten at der afholdes kurser på universitetet i cykeltrafik, altså hvordan man skal gebærde sig som cyklist i trafikken. Det har iøvrigt også afstedkommet nogle sjove forskelle i trafikreglerne for cyklister i forhold til i Danmark, men det gemmer jeg til en anden gang.

60-70% af amerikanerne har et BMI på over 25 og kan dermed klassificeres som overvægtige. Omkring en tredjedel når over 30 og kan dermed klassificeres som fede. Er der en sammenhæng mellem det og det ovennævnte? Selvfølgelig er der det… Selfølgelig betyder det også noget at amerikanerne spiser tarveligere end vi gør, men der er mange bidrag til den overordnede folkesundhed

Byplanlægning og infrastruktur har en ret stor effekt på sundheden af de folk der bebor det aktuelle område og selv om prisen for denne type ændringer ofte ser stor ud, så fortæller flere studier at den gevinst der er, er større end udgifterne. Jens Troelsen fra SDU har begået en udemærket rapport om dette emne, som er til at gå til for almindelige mennesker (Troelsen 2007).

I Odense har man blandt andet med udgangspunkt i disse betragtninger lavet flere tiltag, som skulle gøre det mere attraktivt at bruge cyklen som transportmiddel. Hér formåede man med cykelby-projektet at øge antallet af cykelture med 20% selvom tallet på nationalt niveau faldt  i den samme periode. Dette skete samtidigt med et fald i cyklist-trafikulykker på 20% (Troelsen 2007 og Jensen 2005). Det hører med til historien at den øgede cykeltrafik udelukkende er opnået ved at gøre det lettere at være cyklist, og ikke ved at gøre andre trafkikformer mere upraktiske. I et lignende forsøg i Norge har man regnet ud at den samlede økonomiske gevinst ved at ændre infrastrukturen til i højere grad at favorisere cyklisme, er 4-5 gange så stor som udgifterne til anlæggelse af selve infrastrukturen (sælensminde 2002).

Der er ikke lavet lige så omfattende udregninger for Odense Cykelby projektet, men der er lavet estimater på cost/benefit forholdene og resultaterne peger stadig i samme retning, nemlig at udgifterne ved at indføre disse ændringer i infrastruktur, lader sig tjene ind igen, både i kraft af at befolkningen bliver sundere fordi de  bevæger sig mere, men også via mindre slid på vejnettet og forurening i byen (Jensen 2005). Selv over en rimeligt overskuelig tidshorisont er det altså god business at favorisere cykeltrafikken i bybilledet. Dét må sgu være noget snak som politikerne kan forstå?

Troelsen, J., Prioritering af strategier for passiv forebyggelse og sundhedsfremme for hele befolkningen, Dansk Selskab for medicinsk prioritering 2006/2007.

Sælensminde, K., Gang- og sykkelvegnett i norske byer. Nytte- og kostnadanalyser inkluderet helseeffekter og eksterne kostnader av motorisert vegtrafik. 2002, Transportøkonomisk Institutt, Norge: Oslo

Jensen, S.U., Folkesundhed, in Evaluering- Odense Danmarks Nationale cykelby, J Troelsen, S.U. Jensen og T. Andersen, Editors. 2005, Odense Kommune: Odense

Fitnessworld

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke særligt godt om Fitnessworld som motionscenter. I mine øjne er de fitnessbranchens udgave af MacDonalds, i kraft af at deres fitnessløsning er baseret på maskintræning og meget lidt vejledning. En løsning som er baseret på profitoptimering og ikke på hvordan man tilbyde den bedste træning til folk.

Men det er ikke det posten her skal handle om.

Sexchikane eller hvad?

Nogle af jer husker sikkert denne reklame fra for et par år siden:

Da jeg så den første gang, tænkte jeg først at den var da vist lige på grænsen for hvad man kunne tillade sig, specielt muligheden for at misforstå det som om pigen er falds. Jeg følte mig ikke generet af dette aspekt, men kunne godt gennemskue at det ville genere andre, navnligt de mere feministisk orienterede. Kampagnen blev, så vidt jeg er informeret, standset, ordlyden ændret (fra “min krop” til “min træning”, eller lignende) og er relanceret. Men det er heller ikke det posten her skal handle om.

Tynde tøser og rablende reklamer

Den skal handle om kropsidealer, dannelsen af dem og branding. For den anden ting jeg tænkte, da jeg første gang jeg så plakaten, var “hun er dog urimeligt tynd og utrænet, så hvorfor er hun på en reklameplakat for et motionscenter?”

Jeg har arbejdet med folks kroppe i lang tid og jeg vil sjusse denne pige til at være så tynd at hun er klinisk undervægtig jævnfør WHO’s definition (BMI under 18.5). På trods af pigens lave vægt, er der ikke skygge af muskelmarkering på hendes krop. Hvis hun stod op, ville hun have omtrent lige så meget røv som en standerlampe. Det er fordi hun er en af de heldige få som falder ind under betegnelsen “Tyndfed”. Det betyder at hun trods en meget lav kropsvægt har en relativt høj fedtprocent og den lave kropsvægt skyldes derfor meget lav muskelmasse. Dét er skidt. Desuden vil jeg gætte på at den unge pige vil være ret tæt på at miste sin menstruation på grund af undervægt, hvis den ikke allerede er røget.

Grunden til at WHO har defineret en undervægtgrænse, er fordi at det har nogle konsekvenser at være stærkt undervægtig, nogle konsekvenser som desværre ikke er beskrevet godt nok videnskabeligt, men betydningen af undervægt, inklusiv tyndfed undervægt er stærk undervurderet i befolkningen. I det lange løb fører både lav kropsvægt og selvstændig lav muskelmasse generelt til tidligere alderdomssvækkelse og en kortere alderdom, fordi førnævnte svækkelse betyder at man DØR tidligere og har et tarveligere liv indtil da!

Og ikke nok med at den stakkels pige er sygeligt tynd i forvejen. Mongolerne har sgu også photoshoppet hende tyndere, lader det til (link). Man forbavses

Måden man kommer til at se sådan ud, er grundlæggende ved at lade være med at spise noget, og holde sig helt fra at dyrke motion. Dén der pige er altså hands down – røvusund. Hvorfor er det så at Fitnessworld vil bruge et entydigt usundt ikon/motiv som helt centralt objekt i deres reklamekampagne, endda et motiv, der skriger “jeg træner ikke”, når det de sælger, er motion? Fordi “tynd” er en meget central del af specielt kvinders kropsideal. Ikke slank, men Tynd.

Dét provokerer mig voldsomt, fordi reklamer er meningsdannende. Når man smider sådan en reklame op, så er man med til at fasttømre et kropsbillede, som i de flestes øjne ikke er særligt lækkert og ihvertfald objektivt set ikke særligt sundt. Der kunne man ønske sig at afsenderen af reklamebudskabet her, tog sit ansvar som meningsdanner lidt mere alvorligt.

Det skal dog siges at i FitnessWorlds nye reklamer er der kommet en ny, knap så tynd pige på, så mon ikke  de har lugtet noget af lunten? (og jeg ved også godt det ikke koster 199/måned længere, men who cares?)

Hvor kommer kropsbilledet fra

Lidt groft sagt, kan man sige at mange kvinder henter deres ide om kropsidealet fra Vogue (=tynde), direkte eller indirekte, mens mænd nok nærmere henter deres ideer om hvordan kvindekroppen skal se ud, fra porno (= mere voluptuøse. De har mere såkaldt T&A, uafhængigt af tilstedeværelsen af kirurgiske ændringer ;o). Ihvertfald har jeg mødt meget få mænd, som finder de her meget flade og tynde piger mere attraktive end nogle tilsvarende lidt mere “formede”. Dét synes jeg er påfaldende, når en meget stor del af målsegmentet essentielt træner for at være lækker i det modsatte køns øjne.

Sammen med dette meget tynde kropsideal har vi her i danmark en udtalt stigmatisering af kvinder der ser styrketrænede ud. Hvis en kvinde ligner en, der er bare en smule stærk, så får hun jo rask væk stukket i skoene at hun er lesbisk (håndboldspillere, spydkastere, styrkeløftere osv.). For det er jo underforstået at kvinder, der manifesterer styrke eller kraft (der ses som en del af det maskuline “domæne”), må have en “afvigende”  seksualitet (ment i den mest leverpostejsdanske, småborgerlige forstand. Jeg har intet imod homoseksuelle). Kvinderne i Danmark kan altså godt finde ud af at dyrke udholdenhedstræning og det er også fint nok, men hvor udholdenhedstræning beskytter mod livsstilssygdomme, beskytter fysisk styrke mod alderdomssvækkelse (knogletætjed, faldskader, fumktionel kapacitet osv.) og denne type sygdomme ser vi desværre i alt for høj grad hos de aldrende kvinder.

Min besked her er at kvinder sagtens kan være feminine og smukke, selvom de er stærke og kraftfulde. Jeg har haft en del berøring med flere forskellige typer idræt, der falder under kraftsportparaplyen og jeg må tilstå at nogle af de flotteste kvindekroppe jeg nogensinde har set, har siddet på nogle af de unge damer i atletik, vægtløftning og styrkeløft. Jeg erkender at den slags selvfølgeligt er subjektivt, men jeg håber stadig at man kan skubbe den danske kvindeidrætskultur lidt over mod noget der svarer til vores naboer i Sverige eller for den sags skyld USA, om ikke andet, så for sundhedens skyld.

God vind.

Dopingkampen er i gang, og indsatserne stiger:

Der må ikke sælges proteinpulver eller andre kosttilskud

Ingen frie håndvægte over 28 kg

alle medlemmer skal underskrive en erklæring om at de er inforståede med antidopingreglerne

Maskiner, der animerer til bodybuilding skal fjernes

Undervisning og træning skal tage udgangspunkt i funktionel træning

Valg af instruktører skal afspejle centerets ønskede målgruppe

Træningscenteret skal signallere ren sport, og skal fremstå bredt favnene, lys og åbent blandt andet i valg af plakater, farver og musik!

der skal holdes foredrag om funktionel og effektiv træning

Udspil, DGI, Maj 2009 (link, gå til side 21)

Dette er DGI’s nye retninglinier for indretning af motionscentre med henblik på kamp mod doping og dem bryder jeg mig ikke særligt meget om. Som visse af læserne sikkert er bekendt med har jeg i et stykke tid arbejdet for Antidoping Danmark (ADD) som rådgiver i spørgsmål vedrørende kosttilskud og doping. Lad med det samme være sagt, at jeg synes doping er noget lort, noget rigtigt lort. Det beror til dels på, at jeg holder meget af vægttræning og i mine øjne er der intet der har gjort lige så stor skade på alle aspekter af kulturen omkring vægttræning. En af mine drivkræfter i forbindelse med mit arbejde for ADD var en motivation om at ændre systemet indefra, for jeg synes på mange måder at den kommunikationsstrategi de har lagt for dagen i forbindelse med bekæmpelse af motionsdoping, rammer ved siden af. De retningslinier som DGI her har publiceret er en lidt beefet up udgave af de retningslinier som ADD publicerede i deres kampagne på steroids.dk publicerede i november sidste år.

Hvorfor er det en dårlig ide?

For det første fordi de fleste af disse råd er meget uspecifkke og ikke synderligt gennemførte. For det første virker det ikke gennemtænkt at forbyde kosttilskud helt og aldeles. Kreatin er billigt, meget, meget sikkert at bruge og nok dét kosttilskud som overordnet set har den bedst dokumenterede virkning i forbindelse med styrketræning, muskelvækst og anaerob power. Med dette udgangspunkt plejer jeg at anbefale mine PT-klienter og sportsfolk at det næsten ikke kan betale sig at lade være. Proteintilskud er ikke essentielle, da det ikke er svært at opnå et tilstrækkeligt proteinindtag i kosten, omend det måske medfører lidt mere logistik end pulver, men også flere vitaminer og mineraler. Dette gælder ikke kun folk der træner af kosmetiske årsager, men også håndboldspiller, volleyballspillere, boksere osv. som styrketræner for at opnå en præstationsfremmende effekt.

For det andet fordi vægtbegrænsningen på håndvægte er arbitrær og ikke gennemført. Hvad med vægtstængerne? Vil de have at motionscentrene skal til at skære enderne af deres 20.000 kroners stænger, så der kun er plads til een enkelt skive for enden? Selv min hustru, som ikke er specielt trænet, kan sagtens bruge håndvægte over 28 kg i flere øvelser. Jeg selv er rimeligt stærk, men ikke meget og for mig er det virkeligt en minoritet af øvelser hvor 28 kgs håndvægte ville slå til (og jeg er for the record clean ;o)

Jeg stiller mig uforstående overfor hvilke maskiner der animerer til bodybuilding og interventionen er stadig ikke gennemført (med reference til vægtstængerne ovenfor)

Jeg stiller mig ligeledes uforstående overfor hvem der skal bestemme hvad funktionel træning er og hvad hvis dele af den funktionelle træning indeholder elementer der også kan tolkes som kosmetiske? Må en bryder så ikke træne biceps og en håndboldspiller træne bænkpres? Samt hvad med diverse maveøvelser, som i høj grad har funktionelle implikationer?

Hvordan skal en instruktør så se ud? Jeg kan sagtens forstå at man ikke vil have 120 kgs krudt monstre til at stå bag disken, men hvem dikterer hvad der er for stor. Man må trods alt forvente i et eller andet omfang at en veltrænet person ved mere om træning end en der er mindre veltrænet…

Hvor går det hen?

Når alt kommer til alt, så forekommer det mig og mange, mange andre halv- og helseriøse motionister, som om det er selve ønsket om at blive stærk eller få store muskler, DGI’s værdikamp er rettet mod og ikke dopingen i sig selv. F.eks. tiltage med maskiner og håndvægte er ikke gennemførte, fordi man sagtens kan træne sig stor og stærk med vægtstænger alene, omend træningen ville blive ensidig og kedelig (derved muligvis mere skadesprovokerende). Disse tiltag tjener altså mest til at genere seriøse brugere, herunder dopingbrugere.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke i tvivl om at et motionscenter indrettet efter disse retningslinier ville have meget lav risiko for at have dopingbrugere, men til gengæld ville der ville nok heller ikke være nogle folk som fik væsentlige resultater med deres træning…

Hvad er konsekvensen af disse tiltag så? Det bliver helt klart at der i de større byer bliver åbnet hardcore gyms, hvor de seriøse motionister og dopingbrugerne træner, som er uden for DIF’s, DGI’s og ADD’s indflydelsessfære. Om konsekvensen af dette er netto færre eller flere dopingbrugere, er der ingen der ved, heller ikke idræts- eller antidopingorganisationerne. Personligt kan jeg meget langt fra overbevist at resultatet er færre dopingbrugere og kan med mit kendskab til det miljø, lige så let se det modsatte ske. Der findes altså ingen faglig dokumentation der dokumenterer effektiviteten af denne type tiltag i det lange løb.

Hvad er alternativet?

De danske styrkesporter styrkeløft og vægtløftning havde store problemer med doping fra 60′erne og helt op til slutningen af 90′erne/starten af 00′erne, men har i de seneste 10 år stort set ingen positive dopingtest haft i forbindelse med reel doping (da disse sportsgrene har haft velfungerende motionsafdelinger har der dog været et par sager blandt motionister, men langt mindre end i andre motionscentre. Der har også været en del tilfælde af udøvere der blev knaldet for cannabis, men dette skyldes nok mere fritidsmisbrug end intentioner om doping). Så på trods af at de har træningscentre med store vægte, rigtigt stærke folk og en kultur der siger “seriøs” vægttræning, så har de stort set kommet alt reelt dopingmisbrug til livs. Hvordan det? Som jeg ser er der to forklaringer:

1. Der er folk der ved noget om træning og som har haft gode resultater med deres træning uden dopingstoffer.
2. Indsatsen mod doping i disse centre er drevet af nærvær og personlige interaktioner. Klubmedlemmerne har været bevidste om at positive tests, også i motionsafdelingerne, kunne have betydning for deres klubs og sports renommé.

Jeg mener at der er en vigtig lektie her og jeg håber svært at den på et tidspunkt når frem til nogle af de aktuelle beslutningstagere. Metoden med at reducere mulighederne for at træne fornuftigt ved simpelthen at gøre centrene tarvelige (fra den seriøse motionists perspektiv) undrer mig, når nu DGI og DIF har gjort en indsats for at hjælpe foreninger med at åbne og drive motionscentre (I mine øjne er nogle af de bedste motionscentre i danmark foreningsdrevet). Historisk set er foreningerne drevet af nærvær og entusiasme, værdier som let kan bruges i at bekæmpe doping med mennesker og deres værdier istedet for at gøre det med arbitrære begrænsninger, hvis effekt ikke er dokumenteret og er til gene for en rimeligt stor del af brugerne.

Jeg vil endnu engang redegøre for at dette er mine egne holdninger og ikke betyder at jeg er interesseret i at modarbejde ADD. Jeg udfører mine opgaver for dem efter bedste evne og gør opmærksom på de steder hvor jeg mener ting burde gøres anderledes.

Hvad er nu det for noget?

Jo, det skal jeg såmænd sige jer. Jeg er måske lidt sent ude, men det her ligger mig på hjerte, så jeg vil sprede det ud, selvom det ikke er knyttede til bloggens ellers sundhedsfaglige fokus.

Engang for længe, længe siden….

I onsdag, d. 13. maj, var der et indslag i Godmorgen Danmark om at man ikke skulle stole på alt hvad man læste på wikipedia, på grund af at alle jo kan gå ind og ændre i wiki’ers artikler. De brugte så artiklen på den danske wikipedia om Cecilie Frøkjær som argument for deres sag, for hendes fødselsdag var forkert. Derefter går de videre og læser tilsyneladende nogle mere eller mindre humoristiske indlæg om hinanden op, som en eller anden tilsyneladende har skrevet på Wikipedia “for alle kan jo bare gå ind og rette i det”.

Hvad de glemte at tage højde for, var at der er en total historik for alle ændringer for hver eneste artikel på wikipedia. En gennemgang af historikken på den aktuelle artikel viste at Cecilie’s fødselsdato havde været korrekt siden 2006 og indtil dagen før udsendelsen, altså d. 12. maj, hvor den var blevet ændret fra en IP-adresse, hørende til Egmont, som er dem der laver Godmorgen Danmark for TV2. Dog blev den aktuelle dato rettet tilbage til den korrekte blot 4 minutter efter at der var blevet indsat fejl i artiklen – kun 4 minutter! Endvidere viste det sig at de fleste af de humoristiske indslag om hinanden, de læste op, rent faktisk ikke lå på wikipedia, men var lokale sider, de selv havde hentet ned og ændret i, sandsynligvis fordi de urigtige informationer ikke kunne få lov at stå længe nok på den rigtige wikipedia, til at de kunne bruge det i deres indslag.

Sagen bliver til “shitstormpedia”

Noget tyder altså på at Egmont selv har skabt fejlen på Wikipedia og dermed skabt en historie ud af en løgn, som de selv stod bag. Det fremgår delvist af sammenhængen at det er for sjov, men absolut ikke utvetydigt. Denne historie har skabt nogle ret stærke reaktioner og redaktøren for programmet, Jes Schröder, har efterfølgende kommet med den lidt svage forklaring at der “bare var tale om satire”. Det kan man læse meget mere om her på Journalisten. Så hvis jeg forstår Jes Schröder korrekt, så er det altså ok at skade et firmas brand (Wikipedias kerneydelse er at tilbyde information, som er opdateret og relativt fri for fejl – det må nærmest være det som en leksikon går ud på), hvis man liiige skal lave lidt satire. Desværre er der kun et par håndfulde Wikipedia ansatte i hele verden, og de har ikke særligt mange penge, så de kan ikke svare igen med de retslige repressalier som der burde. Men jeg vil gætte på at hvis man lavede et lignende anslag mod f.eks. Novo Nordisk (det kunne være en lille festlig spøg, hvor man hev en læge i studiet som sagde at deres insulin gav kræft), så ville historien ende helt anderledes.

So what – det er vel ikke en nyhed at den danske pressestand (og måske i mere end normalt hos tv2) gang på gang udviser svigtende moral, eller hvad? Hvorfor er det så jeg bliver så provokeret af dette?

For det første fordi det er forkert. Selvom man måske kunne forvente at strukturen af wikipedia ville give for mange idioter mulighed for at ødelægge og forurene artiklerne, så viser det sig at det ikke sker i praksis. Wikipedia er blevet analyseret af videnskabsfolk og der er blevet fundet en fejlfrekvens svarende til, eller lavere end Encyclopaedia Britannica, som betragtes som en slags guldstandard indenfor leksika. Desuden er der langt flere og mere tilbundsgående artikler på Wikipedia end på noget papirsleksikon. Selv indenfor mit fagområde bruger jeg ofte artiklerne til at få overblik over ting, selvom det til tider er meget smal og specifik viden. Der er altså masser af fagfolk, der sidder og bruger deres fritid på at bidrage til Wikipedia projektet. Når fejlfrekvensen er så lav, som den er, er det til dels fordi redigeringssystemet er skidefucking snedigt bygget op, men mest fordi der er så mange der synes at det her er en god ide, at for hver idiot der vil poste forkerte ting på Wikipedia er der flere hundrede, som er villige til at rydde op – helt gratis. 

For det andet fordi Wikipedia er en af de fedeste ting, der nogensinde har ramt internettet. wikipedia har formået at gøre hvad videnskaben på mange måder har fejlet i. De tilbyder betingelsesløs gratis, objektiv, opdateret information. Dette beror på at at så mange smider en masse gratis arbejde i at dele information. Wikipedia er en slags moderne babeltårn, med det forbehold at det ikke ser ud til at vælte. 

Ironisk nok endte indlægget på TV2 med at understrege styrken ved Wikipedia. Fejlene i artiklerne, som blev produceret af Egmont, blev faktisk næsten bogstaveligt talt rettet tilbage hurtigere end de kunne nå at bruge dem i indslaget, så de var nødt til at lave ændringerne i lokale kopier og bruge dem i udsendelsen. Og det community som står bag wikipedia, er meget engagerede om at sikre troværdigheden bag projektet. Umiddelbart

Sagen er blevet en rævekage for TV2/Egmont/Nordisk film,en rævekage som nok blev accelereret ret voldsomt af den måde, som Godmorgen Danmarks redaktion i første omgang reagerede på kritikken fra Wikipedians. Henover weekenden blev det et ret hot topic i Blogsfæren og sagen er, trods en beklagelse og berigtigelse mandag morgen i Godmorgen Danmark, nu meldt til pressenævnet.

Journalisten.dk

Dorte tofts blog – Bizzen

Hovedetpåbloggen.dk

thebrandblog.dk

Journalisters vs. videnskabsfolks ansvar

En ting jeg dog til stadighed provokeres svært af er journalisters syn på deres egen rolle som meningsdannere. Som forsker, har jeg et stærkt ansvar for at operere under et sæt videnskabsetiske retningslinier og gør jeg ikke det, kan og vil jeg blive indklaget for udvalgende vedrørende videnskabelig uredelighed, hvor jeg kan blive pålagt forskellige straffe og sågar strippet af akademiske titler. Som journalist har man et langt videre spillerum og meget få af de sager, der når i pressenævnet, fører rent faktisk til sanktioner mod journalister.

Dette provokerer mig voldsomt, fordi journalisters ytringer påvirker meningsdannelsen langt mere end min (eller andres) forskning nogensinde vil. I mine øjne burde det betyde at at kravene til journalisters gøren og færden burde være ligeså streng som eller strengere end indenfor akademia, men det er ikke tilfældet. På grund af denne erkendelse engagerer jeg mig ofte i mediernes rolle i denne type sager. Dér har jeg erfaret at stort set hver eneste gang jeg har gjort journalister eller redaktører opmærksomme på at de bevæger sig på eller udenfor grænserne af presse- eller videnskabsetik, så har jeg fået et småsurt svar, hvor den aktuelle redaktør/journalist, har afvist min klage totalt og helt generelt stået meget stærkt på at de har ret til at handle på den måde de har gjort. Se for eksempel Jes Scröder’s respons på journalisten.dk. Det er vel sket for mig 5-10 gange ialt. Jeg har altså endnu til gode at opleve at en redaktør eller journalist svarer med et “ja, det kan sgu godt være du har ret i at dén var over stregen. Vi kigger på sagen og ser om vi kan behandle det bedre i næste afsnit”. Hvor kommer denne arrogance fra? Denne konsekvente fastholdelse af ens ret? Denne afskrivelse af andre folks mening? Som forsker er det enormt vigtigt at bevare evnen til at træde tilbage og se på om ens ideer er formet af de tilgængelige oplysninger, eller om ideerne får deres eget liv og begynder at influere måden man læser sine oplysninger på (skulle du være i tvivl, er den sidstenævnte metode forkert). Med andre ord skal man have en ret stor grad af villighed til at ændre sin hypotese, hvis de tilgængelige informationer den er baseret på, ændres, eller der kommer nye informationer til. Jeg kunne godt savne en lignende villighed hos pressestanden til at gøre indrømmelser på deres arbejde.

Det skal dog siges at i weekenden skrev jeg en mail til Jes schröder (redaktøren for det aktuelle program) selv, hvor jeg fortalte ham hvad jeg mente om denne sag og han rent faktisk kom med en rimelig blank erkendelse af at de havde klokket i det. Selvom det er første gang at jeg har modtaget en indrømmelse i denne type problemstillinger, så kan jeg, hans tidligere svar og mængden af sure mennesker taget i betragtning, let komme til at se det som om at kilden til hans ændrede mening mere skyldes mængden af sure mennesker. Altså at der er tale on spin og media damage control. Men jeg vil lade tvivlen komme ham til gode og tro at det er oprigtigt. Vi skal jo tro på hinanden, ellers bliver verden aldrig et rart sted at være.

Næste indlæg er under hastig udformning

Yes…. Endnu en mirakelkur har ramt de danske medier.

Denne gang er det banankuren. Man skal bare spise bananer og drikke vand til morgenmad, så vil man tabe sig. Den har endda en blog, http://morningbanana.com/. Forklaringen på kurens tilsyneladende succes ligger givetvis i at energiindholdet i en banan er rimeligt lavt, på grund af det store vandindhold og det er derfor simpelthen svært at spise nok bananer før man bliver mæt, til at tage på eller bevare sin vægt. Derfor vil nettoresultatet ofte være et vægttab. Skulle jeg spise bananer, med et energiindhold svarende til min normale morgenmad, ville jeg skulle spise 10-15 stykker…. Det ville jeg nok ikke få gjort… Der er altså ikke noget som helst magisk over bananer og resultatet ved en lignende “tomatkur” eller “melonkur” ville givetvis være næsten identisk.

Men hvis banankuren virker, hvorfor er det så at jeg ikke sidder og klapper i hænderne og er ååååh så imponeret? Fordi i bund og grund hører banankuren hjemme samme sted som “Rigshospitalets suppekur”, Hvidovre kuren og “negativ kalorie”-diæten – I skralderen. Nu skal jeg fortælle hvorfor.. Disse kure har det tilfælles at de er baseret på en gimmick, istedet for en kost, der i sin helhed er sund. Det vil, ligemeget hvordan man vender og drejer det, give en løsning der også kun er delvist sund.

“kure”, kropssammensætning og Kroppens ligevægt

Yes. Jeg brugte ordet ligevægt. Men bare rolig, jeg finder ikke røgelsespindene frem og fortæller dig du skal spise efter din blodtype eller din syre/base balance. Der er nemlig ikke tale om et metafysisk begreb, men en helt konkret fysisk størrelse. Dén mængde fedt og muskler du har i kroppen, er en konsekvens af hvad du har spist og hvor aktiv du har været i det seneste stykke tid. Den er altså i ligevægt, fastholdt af nogle ydre faktorer (det er det man i biologiske systemer kalder homøostase). Det, som ofte sker, når folk går på diæt er at de spiser meget lidt (“det er jo kun i en periode”) og derfor taber sig, ofte hurtigt. Kroppen har nemlig et vist energiforbug, der for langt det mestes vedkommende er dikteret af kropsstørrelse og aktivitetsniveau. Indtager man mindre energi end kroppen har brug for, taber man sig og modsat hvis man indtager mere. Tilbage til diæterne og ligevægten. Bliver personen på diæt ved med at spise så lidt, ville deres vægttab til sidst gå i stå, fordi kroppen var blevet mindre og dens energiforbrug dermed var skrumpet og kroppen havde fundet en ny ligevægt, svarende til den ny situation. Dét, der oftest sker, er at “kuren” standses (før den ny ligevægt er indtruffet) og folk vender helt eller delvist tilbage til deres normale livsstil og dermed begynder kroppen at søge tilbage mod den gamle ligevægt igen.

Lige præcis fordi en “kur” som bregreb er af en begrænset varighed har den en tendens til at være mere radikal, end hvis man lavede en ændring til en kost man gad leve med resten af livet. Konsekvensen af at bruge diæter er meget ofte at kropsvægten kører op og ned ret hurtigt. Dét er skidt fordi: Når man taber sig for hurtigt, mister man mere muskelmasse, relativt til fedtmasse, end hvis man taber sig langsommere. Omvendt, når man tager på, hvis man tager for hurtigt på, vil man tage mere fedtmasse på, relativt til muskelmasse, end hvis man tog langsommere på.

Diæt- eller “kur”-møllen fører altså i det lange løb ikke til et blivende vægttab, men uændret eller større fedtmængde i kroppen og et fald i muskelmassen, hvilket netto producerer et ringere kosmetisk og sundhedsmæssigt resultat. Selve ideen om at vægttabet er det vigtigste mål under en diæt, er et synspunkt som jeg i denne blog vil gøre meget ud af at få nedsablet, da det ofte fører til resultater der er både kosmetisk uheldige og usunde. Istedet bør man i højere grad skele til mængden af muskelasse i kroppen i forhold til fedtmasse. Desuden er en krop der meget ofte stiger eller falder i vægt ikke så rar at “bo i”, som en der i ligevægt eller tæt på, det meste af tiden.

Kure og fejlernæring

Meget ofte gælder der også for “kure” at de ikke har en ernæringsmæssigt hensigtsmæssig profil. For at tage det konkrete eksempel med banankuren, hvad er der så galt med den?

1a) Der er stort set intet protein i morgenmåltidet

Under vægttab er det vigtigt at indtage nok protein, for at undgå tab af muskelmasse. Præcis hvor stort dette behov er, er ikke entydigt afgjort. Et kvalificeret gæt er 1.5-2.0 g/kg kropsvægt, svarende til en energiprocent fra protein på 15-20%, hvor den gennemsnitlige dansker ligger under 1.0g/kg kropsvægt eller opnår cirka 10% af deres energiindtag fra protein. Hvorvidt der er forskel på at sprede det ud over hele dagen eller at klumpe det samme i et enkelt måltid er faktisk ikke helt klart, men mit gæt er at de fleste som springer på denne diæt, ikke gør noget særligt ud af at indtage MERE protein i resten af deres måltider, hvilket vil sige at i forhold til en “almindelig” kost med morgenmad bestående af f.eks. cerealier, er proteinindtaget endnu lavere end normalt.

1b) Bananers protein er ikke særligt “godt” 

Proteiner består af 20 aminosyrer, hvoraf vi kan omdanne de 12 selv, fra andre aminosyrer i kroppen, men de 8 af dem, kan vi ikke selv bygge. Disse kaldes essentielle aminosyrer og indholdet af dem er usædvanligt lavt i bananer. Det vil sige at den smule protein der er i bananerne, har vi faktisk meget svært ved at bruge til at bygge ting i kroppen.

2) Set over tid, ensartet indtag af mikronæringsstoffer

Et varieret fødeindtag fører til at man får en bred vifte af vitaminer, mineraler osv. Et overdrevet indtag af en enkelt fødevare fører altså både til en potentiel risiko for at få for meget af de mikronæringsstoffer der er i denne, men også en risiko for at få for lidt af de ting man ellers ville have spist i sit morgenmåltid. Det er aldrig at foretrække at spise ensartet frem for varieret.

Man ville kunne lave lignende behandlinger af de fleste “kure” af samme type, simpelthen fordi de ikke lever op til ideen om hvad en sund varieret kost er.

Hvad så?

Nu skal det ikke forstås sådan at jeg vil sige at banankuren er farlig. Det er rigtigt nok at der er et par fornuftige ting ved bananer i forhold til vægttab, men det er der ved mange, mange slags frugt og grønt, hvis man lige kigger efter. Det, jeg kunne godt tænke mig at eventuelle læsere efter dette indlæg kan tage to ting med sig, er:

1) ideen om “kure” holder ikke. Hvis man gerne vil have at kroppen skal se ud på en bestemt måde, skal man have de vaner, som tillader kroppen at se sådan ud, når den er i ligevægt, istedet for at svinge mellem nogle ekstremer. Dét vil både være sundere og føre til et pænere resultat.

2) Kure, baseret på en gimmick, som banankuren, vil meget ofte gøre det svært at bevare en sund, varieret kost, som bør være mål for alle som udgangspunkt. ensartet ernæring, selv hvis det gælder en grøntsag, er næsten aldrig at foretrække frem for en varieret kost.

Hvordan skal man så gå til det her med slankekure og livsstilsændringer? Det vil jeg komme ind på i mit næste indlæg (jeg sætter et link ind her, når det kommer op)